
Forsvaret slår hårdt ned på den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. Først blev der indgivet begæring om fogedforbud mod hans bog "Jæger – i krig med eliten", og nu er han blevet sendt hjem fra sin arbejdsplads i Totalforsvarsregion København under Hjemmeværnet, skriver jp.dk.
Thomas Rathsack modtog mandag morgen et brev om, at han har mistet sin sikkerhedsgodkendelse. Og Totalforsvarsregion København har nu modtaget en kopi af samme brev. Det betyder, at han ikke kan bestride sit arbejde på Kastellet i København. Hjemsendelsen sker ifølge jp.dk som konsekvens af hans bog, der endnu ikke udkommet, men som ifølge forsvaret kan skade rigets sikkerhed.
I Forsvarskommandoen vil man ikke bekræfte oplysningerne.
– Der er tale om personaleforhold, så det har vi ingen kommentarer til, siger presseofficer i Forsvarskommandoen Henrik Mortensen til Ritzau.
Torsdag møder Kammeradvokaten tre mand høj i fogedretten i Københavns Byret for at få nedlagt forbud mod at udgive bogen.
Samtidig kræver advokaten for forsvaret også, at forlagsvirksomheden ArtPeople, der vil udgive bogen, fortæller, hvilke journalister, anmeldere og andre, der har fået udleveret bogen.
Forsvaret og Kammeradvokaten vil også bede om, at forhandlingerne om et fogedforbud skal føres bag lukkede døre.
Bogen, der er skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, indeholder beskrivelser af Thomas Rathsacks tid som jægersoldat, hvor han fortæller om operationer i Afghanistan, Irak og Kosovo.
Kammeradvokaten har indgivet en begæring om forbud ved Københavns Byret mod forlagsvirksomheden ArtPeople og ved Lyngby Byret mod Thomas Rathsack. Det sker for at stoppe både forlaget og Thomas Rathsack selv i at distribuere bogen.