Omdiskuteret grænsekontrol udskudt en uge

Den udvidede kontrol ved de danske grænser er udskudt i en uge på grund af en manglende godkendelse.

Den omdiskuterede øgede kontrol ved de danske grænser er nu blevet udskudt en uge.

For videoovervågning og døgnbemanding skulle have været en realitet fra den 1. juni, men det har bureaukrati nu sat en stopper for.

Det er bevillingen til den udvidede toldkontrol, som mangler at blive godkendt.

– Vi skal have godkendt et aktstykke, der lige nu ligger i Folketingets Finansudvalg. Men der er blot tale om en formalitet, siger Peter Høyer, særlig rådgiver for skatteminister Peter Christensen (V), og forsætter:

– Så det er ren administration, som har forsinket det.

Godkendelsen ventes at komme i løbet af en uges tid, og derfor er toldkontrollen nu udskudt, indtil godkendelsen er i hus.

Den ny grænsekontrol indebærer blandt andet, at der skal opføres nye toldbygninger ved blandt andet fire dansk-tyske grænseovergange, nemlig i Sæd, ved motorvejsgrænsen i Frøslev samt grænseovergangene i Padborg og Kruså.

Aftalen om den øgede grænsekontrol koster mindst 270 millioner.

Kontrollen har allerede mødt hård kritik fra EU, som mener, at den øgede kontrol bringer Danmark på kollisionskurs med Schengenaftalen.

Og den tyske justitsminister, Sabine Leutheusser-Schnarrenberger, har i skarpe vendinger kritiseret beslutningen.