Ølstykke tennis klub stillede i årets DTF Cup med et hold i herrerækken, hvor hver holdmatch bliver afgjort efter to herresingler samt én herredouble. Efter sejre i de indledende kampe på Sjælland stod det klart at holdet havde styrken til at gå hele vejen. Det blev nemlig til sejre over Køge og Slangerup og yderligere en sejr over Fruens Bøge.
I weekenden den 12-13. september blev alle regionsvinderne samlet til finalestævnet som i år blev afholdt på det smukke tennisanlæg i Randers Tennis Klub. Der blev budt på god tennis og Ølstykke-holdet bestående af Andreas Rex Thomsen og Jonas Knudsen kunne trække sig ud af både semifinalen og finalen som vindere efter 2 flotte sejre over henholdsvis Hasle (Århus) og Randers. Begge sejre blev cementeret efter de 2 single kampe således at doublekampene blot blev spillet for æren.
Finalen blev dog lidt for spændende da 1. herresingle blev afgjort i tiebreak i tredje sæt, hvor Andreas Rex Thomsen holdt hovedet koldt og viste det fornødne overskud på de afgørende bolde. En flot sejr af Ølstykkes-pillerne som kunne hæve pokalen og lade sig tiljuble af de fremmødte tilskuere.