Øl-smagning rykker ind i hallen

Den årlige Øl-festival, som afholdes den 31. januar, rykker nu ind i Frederikssund hallerne for at få mere plads

Så er det tid til at smage på øl ved den årlige ølsmagning på Kalvøen i Frederikssund. I år er det 12. år i træk at smagningen løber af stablen.

Ølsmagningen holdes lørdag 31.januar fra klokken 11.00 til 17.00, men i år er der en væsentlig forskel fra de tidligere år. Den bliver nemlig afholdt i Frederikssund hallerne.

"I 11 år har Valhal været rammen om vores ølsmagning. Sidste år måtte vi desværre afvise knap 50 gæster ved indgangen, fordi Valhal ikke kunne rumme flere gæster, og det er naturligvis utilfredsstillende, både for vore gæster og for os som arrangører. Derfor holdes ølsmagningen i Frederikssund hallernes hal B, der ligger overfor Valhal. Nogen vil måske frygte, at stemningen går fløjten, men det tror vi ikke på, og så glæder vi os til at holde en ølsmagning, hvor der er plads til at kunne bevæge sig mellem hinanden. Det vil gøre det noget nemmere at gå rundt til de forskellige bryggere, og det er trods alt formålet med smagningen," skriver Jesper Wittenburg i en pressemeddelelse fra Frederikssund Ølsmagningen, der står for festivalen.

Hele 16 bryggerier har meldt deres ankomst – og dermed vil mere end 60 forskellige specialøl være at finde på den årlige ølsmagning.

På listen er der flere nyheder – og to af dem er endda lokale, nemlig Ramonisu, der kommer fra Slangerup og Fr.sund Bryghus. Der er naturligvis også gamle kendinge, der har været med i mange år for eksempel Skovlyst, Flying Couch, Hornbeer og Braunstein fra Køge, skriver arrangørerne i deres pressemeddelelse.