Fundet af et moselig fra stenalderen i Salpetermosen i Hillerød er kommet på en fornem liste.
Kulturstyrelsen har nemlig opridset 2014's 10 største arkæologiske fund, hvor moseliget er iblandt.
Moseliget dukkede op, da de arkæologiske forundersøgelser på grunden, hvor Hillerøds kommende hospital skal bygges, var næsten afsluttede. Der manglede kun den sidste søgegrøft i kanten af Salpetermosen, hvor arkæologerne egentlig var på jagt efter nogle mindre stier af risflet. De dukkede dog ikke op, til gengæld var overraskelsen stor, da gravemaskinen stødte på menneskeknogler. Det skulle vise sig at være et moselig fra den tidlige del af yngre stenalder.
Der er tale om en 25-30-årig og 165 centimeter høj mand, som er blevet aflivet med et slag i baghovedet. Eksperterne mener, han blev slået med et stenredskab – mest sandsynligt en stenøkse.
Manden er sandsynligvis blevet slået ihjel og nedlagt i kanten den daværende sø, som et offer til guderne.
Hvorvidt han var lokal eller udefra kommende, vil blive belyst med naturvidenskabelige analyser i 2015.