Økonomisk hjælp til Egedals modtagerklasser

Julemandslauget støtter elever i Egedals modtagerklasser med 10.000 kroner

Foto: Kenneth Tanzer

Modtagerklasserne på Stengårdsskolen i Ølstykke har fået den bedst tænkelige julegave.

Julemandslauget har nemlig overrakt 10.000 kroner til forskellige undervisnings- og læringsmidler til eleverne i modtageklasserne.

"Én af vores lærere, Jeanette Malmstrøm, søgte midlerne. Nu har vi fået dem, og det er bare fantastisk, for vores modtageklasser på Stengårdsskolen voksede i efteråret fra 12 til 20 elever. Det har skabt lokale-udfordringer, men vi har fået lavet endnu et klasselokale, ligesom der fra 1. januar er blevet ansat ansat endnu en lærer til afdelingen," siger Jannik Larsen, der er afdelingsleder på Stengårdsskolen.

Også børnene i klasserne fik en julegave, da Julemandslauget kort før jul troppede op med en surprise-julefest for hele indskolingen, mellemtrinnet og modtagerklasserne på Stengårdsskolen.

Her blev der sunget julesange, danset rundt om juletræet og delt pakker ud til eleverne i modtagerklasserne.

Modtagerklasserne er for de børn, der af forskellige årsager kommer til Egedal Kommune fra andre lande. Her tilbydes de begynder-undervisning i op til to år, inden de skal gå i normalklasser på en af kommunens skoler.