
Barack Obama kommer til København for at hjælpe Chicago til at få værtskabet af OL i 2016. Den amerikanske præsident, der også får selskab af sin kone, Michelle Obama, skal på den forestående kongres i IOC hjælpe Chicago til at vinde værtskabet i kamp mod Madrid, Rio de Janeiro og Tokyo.
Obamas tilstedeværelse bliver mødt med stor glæde hos Chicagos borgmester, Richard M. Daley.
– Præsident Obama og Michelle Obama symboliserer det håb, de muligheder og den inspiration, som gør Chicago til noget særligt, og vi er beærede over, at to af byens ypperste borgere leder vores delegation i København, siger Richard M. Daley.
Alle fire kandidatbyer skal på fredag fremlægge en præsentation for IOC's 115 medlemmer, som bagefter vil afgøre, hvilken by, der får æren af at tænde den olympiske ild om syv år.
Mens det i to en halv uge har været kendt, at Michelle Obama vil møde op forud for valget den 2. oktober, så blev præsidentens ankomst først annonceret mandag. Travlhed med en reform af det amerikanske sundhedsvæsen har betydet, at der hidtil har været stor tvivl om Barack Obamas deltagelse.
Ligesom Obama så kommer Japans premierminister, Yukio Hatoyama, og Brasiliens præsident, Lula da Silva, også til Danmark, hvor de blandt andre vil få selskab af Spaniens kong Juan Carlos og dronning Sofia. Det er endnu uvist, i hvilket tidsrum Obama vil opholde sig i København.