Med en hylen og hvinen under en konfirmation satte varmeblæseren, der sørger for varme i Nyvangskirken, ud. Det har efterfølgende vist sig at være en slags dødsrallen. Varmeblæseren er stået af, virker ikke, kan ikke repareres, og det er et meget stort problem – eller vil i alt fald blive det, når efterårskulden sætter ind.
Menighedsrådet har behandlet sagen, og tallene viser, at det vil koste en million kroner at udskifte varmesystemet, lave ny styring og installere et ventilationsanlæg, og det er vel at mærke penge, som rådet ikke har.
Formand Susanne Chordt Hansen har skrevet til provst Jørn Noe og gjort ham opmærksom på problemet, der meget vel kan ende med, at rådet må optage lån, og at dette ønske måske vil indgå i de budgetforhandlinger, der skal ske i juni for hele provstiet.
– Det er et presserende problem, vi skal have løst i løbet af sommeren. Heldigvis har vi tidligere fået varmeanlægget undersøgt og ved, hvad der skal udskiftes. En varmekonsulent har været på besøg, og han har givet os et bud på, hvad det vil koste, forklarer Susanne Chordt Hansen.
Selve varmestyringen er lige så vigtig som selve anlægget. I det gamle anlæg er der kun tre muligheder: Meget, lidt eller ingen varme, og det er ødelæggende for de store limtræsbjælker i kirkerummet samt kirkens orgel.
– For os er et nyt varmeanlæg lige så akut et problem, som det er for Vor Frue Kirke at få nyt tag på de fem tårne, siger Chordt Hansen.
thr@nordvest.dk