FREDENSBORG/KARLEBO: – Det er med oprigtig glæde at jeg i dag overdrager min gamle "Fluesmækker" til Fredensborg kommune. Så den kan blive et vartegn/skilt ved indgangen til kommunens nye trykkeri, sagde Ole Andersen, SF, medl. af Sammenlægningsudvalget.
Den gamle håndbetjente digelpresse har tilhørt svigerfaderen Jørgen Thomsen, der var typografisk trykker og som hjemme i kælderen på Frederiksberg havde et lille hjemmetrykkeri, hvor han lavede små tryksager på maskinen.
Ole Andersen er selv uddannet typograf og overtog naturligt nok maskinen, men den har aldrig været i brug hos ham. Nu kommer den tilbage til et rigtigt trykkeri på Rådhuset i Karlebo og vil sikkert give anledning til mange kommentarer og samtaler om gamle dage.