Havarthigaarden Efter Havarthigaarden har fået omlagt lån, er der igen kommet luft i økonomien. Rudersdal Avis skrev i sidste måned at Havarthigaardens økonomi var blevet presset efter institutionen ved årsskiftet havde mistet sin største lejer, Beat-jump. Derfor søgte institutionen Kommunalbestyrelsen om lov til om at få omlagt et lån, så der igen kunne komme luft i økonomien.
Og det er nu faldet på plads, fortæller næstformand Niels Friis-Hansen.
"Efter vi har fået låneomlægningen på plads klarer vi den. Det er egentlig ikke nyt, for vi har været i tilsvarende situationer før. Og som tidligere, har vi også indrettet det denne gang, så vi har fået luft i økonomien. Fakta er, at hvis vi ikke havde reageret, ville vores kassebeholdning være væk med udgangen af 2017. Men er jo netop derfor, at vi nu har lagt lån om nu, så vi kan styre udenom krisen. Vi er nødt til at have balance i budgetterne, men det er ikke rigtigt, at gården er, eller har været i økonomisk uføre. Vi prøver snarere at være på forkant," forklarer han.
Niels Friis-Hansen forklarede efterfølgende situationen, men har siden fået enkelte henvendelser.
Ingen problemer
"Vi har fået henvendelser fra nogle bekymrede lejere, der ville booke et lokale til en privatfest næste år, som spurgte om vi var ved at gå konkurs. Det er vi altså ikke," fastslår han.
Sidste år investerede Havarthigaarden i at få lagt nyt tag på sidebygningen. En investering til 350.000 Kr.
"Set i bakspejlet så skulle vi dog ikke have gjort det. Da vi tog beslutningen, regnede vi jo ikke med, at vores største lejer ville vokse sig ud af lokalerne. Men efter vi har fået luft i økonomien, så ser det ganske fornuftigt ud," siger han.
Havarthigaardens bestyrelse håber dog stadig at finde en ny lejer i Beat-jump klassen, men siger:
"Vi har ikke opgivet håbet om at finde en eller flere nye lejere. Men lykkedes det ikke inden udgangen af året, så betyder det altså ikke, at vi får problemer. Efter låneomlægningen skal vi nok klare den," lyder det fra næstformanden.