Nye boliger på Egevej

Lokalplanforslag skal give plads til 14 nye lejligheder i to etagers klyngehuse

HØRSHOLM: Fire parcelhusgrunde på Egevej (en sidevej til Usserød Kongevej ved Shell-tanken) danner tilsammen areal for et nyt spændende boligprojekt med 14 lejligheder i to størrelser på henholdsvis 90 og 180 kvadratmeter.

Teknik- og Miljøudvalgsmøde gav på sit seneste møde grønt lys for, at der nu skal laves et lokalplanforslag for projektet. En beslutning som ventes at blive endelig konfirmeret på det næste kommunalbestyrelsesmøde i august, hvorefter lokalplanarbejdet for alvor kan gå i gang.

Bag projektet står det lokale development-selskab CNF Invest Aps. og Designgroup Architects Aps. Projektchef Allan Damici fra CNF Invest oplyser, at de nye boliger forventes at være indflytningsklar ultimo 2007.

De 14 boliger på Egevej (nr. 5, 5a, 7 og 9) er tegnet af arkitekt Morten Ulf Jørgensen. De er inddelt i fire blokke i to etager, hvor stuelejlighederne har direkte trappeadgang til en underetage med hjemmekontor, badeværelse, walk-in-closet og disponible rum.

Til alle boliger er der afstykket have, og første sals-boligerne får integreret balkon.

Byggeriets facader er planlagt udført i blank, lys teglstensmur med svagt faldende zinktag og vinduespartier i mørkt hårdt træ. I alt skal der etableres 24 parkeringspladser til de fire boligblokke og hele det 3.581 kvadratmeter store grundareal skal indrammes af en bøgehæk.

Prisen for de nye boliger, der markedsføres som klyngehuse, bliver fra 3,6 millioner til 4,9 millioner kroner. Salget ventes at blive skudt i gang engang i august hos Danbolig og Estate.