Ny specialforretning til fluefiskeri

Fluefiskeriet i Nordsjælland får nu en specialforretning i Hillerød – med masser af fluefiskegrej, tips og en god snak om det sjove lystfiskeri

Foto: Claus Beyer

Efter at have drevet webshoppen flyon.dk til fluefiskeren, åbner Steen Lindblad også en Fluebiks i Hillerød. Det sker på lørdag klokken 8, hvor døren åbnes på Frejasvej 26, og det er en drøm, der dermed går i opfyldes for Steen.

"Min store passion er fluefiskeri, og derfor åbnede jeg min webshop for godt to år siden. Det er gået rigtigt godt med kunder både fra Danmark, Sverige og Norge," fortæller Steen Lindblad, der også indrømmer, at en fysisk butik altid har været målet ved siden af webshoppen.

"Her kan folk komme forbi for at se grejet, de kan få en snak og fortælle om deres oplevelser. Og så har jeg samtidig en mulighed for at lave nye arrangementer i forretningen. Jeg glæder mig til, at kunderne også kommer ind hos mig – og ganske på web-shoppen, så bliver der holdt fokus på kvalitetsprodukterne. Jeg har blandt andet et stort samarbejde med den lokale producent A. Jensen. Så det kan jo ikke passe bedre – en butik i Hillerød og en storleverandør fra Hillerød – man kan jo bakke op om det lokale," fortæller Steen med et smil.

På åbningsdagen lørdag den 2. april klokken 8 til 15 vil der samtidig være ekstra gode tilbud i butikken, men Steen Lindblad fortæller også, at det altid kan lade sig gøre at få godt udstyr til fornuftige penge.

"Er man helt nybegynder, kan man få et godt komplet sæt, så man er klar til at hive fisk op af vandet, fra cirka 1.000 kroner, og så har jeg valgt at have sæt op til cirka 5.000 kroner. Det er vigtigt for mig at have udstyr, der er i orden, så derfor hiver jeg heller ikke billige varer hjem fra fjernøsten. Man skal kun have gode oplevelser med sit udstyr, når man er fluefisker," siger Steen Lindblad, der håber, at mange vil komme forbi og hilse på på åbningsdagen.

Den nye fluebiks 'Flyon' holder fast åbent tirsdag og torsdag fra 15 til 18 samt lørdag og søndag fra klokken 9 til 15.