REGION: Det bliver et enkelt, stort H, som fremover skal symbolisere den nye Region Hovedstaden.
Det nye logo skal både fungere som logo for selve regionen og for de enkelte sygehuse, hospitaler og sociale institutioner.
Det er designbureauet e-Types, som har udviklet det nye design, som blev foretrukket blandt fire forslag.
Forberedelsesudvalget valgte e-Types' forslag på sit ordinære møde i juni, og den endelige kontrakt med bureauet er nu på plads.
Ud over det markante H består det nye designprogram for Region Hovedstaden af en specialtegnet skrifttype og af hovedfarverne mørk blå, lys blå, grøn og moderne rød.
Ifølge formanden for forberedelsesudvalget for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), afspejler designet regionens ambitioner og strategi.
"Vi vil skabe de bedst mulige rammer for vores sundhedsvæsen, hvor vores fokus er på kvalitet, brugertilfredshed og medarbejdertilfredshed. Logoets stærke karakter skal være med til at understøtte den troværdighed, der skal være til en offentlig myndighed, som borgerne betror deres liv og helbred til. Det markante logo skal også være med til at underbygge vores ambition om, at Region Hovedstaden skal være vækstlokomotivet for resten af Danmark både indenfor erhvervsudvikling og forskning".
Administrerende direktør i e-Types, Søren Skafte Overgaard, som har været ansvarlig for projektet, siger, at idéen i det udformede logo er at se Region Hovedstaden som en ramme for udvikling, dynamik og initiativ.
"Derfor består logoet af et skarpt markeret, enkelt H – rammen – og inden for rammen er der plads til en dynamisk brug af farver og fotos. På den måde opnås genkendelighed og variation på én gang".
Nu, hvor logoet og de øvrige hovedelementer i designet er vedtaget, forestår en større op-gave med at designe logo-variationer, publikationer og mange andre elementer til de mange sygehuse, hospitaler og andre underinstitutioner under regionen.
De forskellige elementer vil blive samlet i en digital designportal, hvor regionens hospitaler og institutioner får adgang til filerne og kan dele designløsninger.
Arbejdet med at forberede det nye designprogram vil løbe hen over sidste halvår af 2006 i et samarbejde mellem Region Hovedstaden og e-Types.
Det nye design forventes at dukke op på brevpapir, skilte og hjemmesider fra 1. januar 2007.