
Arbejdet er en del af den overordnede klimatilpasning for Greve Midt.
– Vi etablerer en ny pumpestation og laver en trykledning, der skal føre vandet ud i Køge Bugt. Pumpestationen skal ikke pumpe til daglig, men når det er svært at holde vandstanden nede. På den måde får vi ikke oversvømmelse, fortæller projektingeniør Ole Storm Jensen fra Greve Solrød Forsyning.
I forvejen har man blandt andet gjort noget ved rådhuset og Greve Gymnasium.
– Det er en del af klimatilpasningen. Vi har også lavet bassiner om på rådhuset og lavet ledninger om ved gymnasiet. Alt det her skal gøre, at man kan tage noget mere regn, siger Ole Storm Jensen.
Arbejdet begyndte 10. februar og varer efter planen frem til 5. maj. I øjeblikket laver man de indledende manøvrer med at få gravet og gjort plads.
– Lige nu har vi lavet spuns, så vi kan få bygget den underjordiske pumpestation, fortæller Ole Storm Jensen.
Greve-borgere, der i løbet af opstartsperioden har bevæget sig langs Greve Centervej, har måske lagt mærke til nogle store metalsøjler.
– De skal holde på jorden og vejen omkring pumpestationen. Vi skal ned i 4,5 til 5 meters dybde, fortæller projektingeniøren.
Læs mere i Sydkysten Syd 4.3.