Det snerper til for Slagelse B&I i Danmarksseriens nedrykningsspil.
Hvad der i første omgang lignede et roligt forår i komfortabel afstand til de allernederste hold, der kan komme i fare for nedrykning, er pludselig blevet til nogle nervepirrende måneder.
Vestsjællænderne kunne endnu engang ikke vinde, selv om aftenens modstander VB 1968 burde være en modstander, de i hvert fald ikke skulle tabe til. Og da Slagelse i forårets tre øvrige kampe indtil nu kun har fået ét point, er krisen for alvor ved at kradse.
Slagelse bedst fra start
– Det er en lorteperiode. Det er oppe i hovederne. Vi skal bare have vendt den. Vi er bedre end sådan et hold her, lød det nedtrykt efter kampen fra Slagelses kantspiller Aleksander Møller Hansen.
Han og medspillerne startede ellers fint foran de 188 tilskuere, der havde trodset den sene påskefrokost. Møller Hansen havde selv et skud efter godt 10 minutter, som VB’s tidligere landsholdsmålmand, nu 41-årige Stephan Andersen, nemt tog sig af.
Lige forinden havde gæsterne dog haft en god afslutning, som voldte Slagelse-målmand Jonas El-Beltagi lidt større problemer.
Det var Slagelse, der var mest pågående i de første 45 minutter. Mike Mayhöfer havde blandt andet et godt forsøg på et fremragende indlæg fra Marc Nielsen, men Mayhöfers afslutning tog overliggeren. Og ikke lang tid efter måtte Mayhöfer gå ud med en forstrækning og blev erstattet af Edin Mrgan.
Bertil Rygaard var også stærk i soloaktioner, men fik kun hjørnespark ud af det efter en halv time. Til gengæld var det heldigt, for det blev slået ind i hovedet på Marc Nielsen, der tæt under mål kunne heade føringen ind.
Det skulle også have været 2-0 tre minutter før pausen, for Mrgan blev snydt for et kæmpe straffespark.
Da det ikke blev fløjtet, gik det galt i den anden ende. Et indlæg fik El-Beltagi ikke bokset rigtigt væk, så bolden endte hos VB’s indskiftede “kampvogn”, Sebastian Musanti, som hamrede returen op i nettaget til 1-1.
Sidste pres manglede
Pausen bekom heller ikke Slagelse vel. Bare fire minutter inde i 2. halvleg kom gæsterne nemlig foran 2-1 på et bragende langskud, der gik ind ved roden af den ene stolpe uden chance for El-Beltagi.
Resten af opgøret blev en lang kamp for udligning. Men det blev aldrig rigtig farligt, og de par gange værterne var tæt på, dykkede Stephan Andersen ned og reddede for VB 1968.
Slagelse formåede heller ikke at sætte yderligere pres, selv om fallerede stjerner hos gæsterne som Mohammad Adnan og André Riel ikke havde så meget luft tilbage.
Heller ikke en nyindført vandpause ved solnedgang klokken 20.01 på grund af Ramadanen gav ny energi til hjemmeholdet.
– Det er svært at sige, hvorfor vi ikke får point i sådan en kamp her. Vi gør det rigtige i store dele af kampen og lægger pres på hele 2. halvleg. Vi skal bare eksekvere. Vi har så mange chancer i 2. halvleg, så det er egentlig dér, vi skal have overstået kampen. Men så bliver det sådan en pissekamp, sagde Aleksander Møller Hansen.

Kampen i tal
Danmarksserien, nedrykningsspil
Slagelse B&I – VB 1968: 1-2 (1-1)
1-0: Marc Nielsen (31)
1-1: Sebastian Musanti (45)
1-2: Yusuf Onurlu (49)
Slagelses hold: Jonas El-Beltagi – Marc Nielsen, Tobias Hansen, Aleksandar Spasojevic, Rasmus Søe (63/Alen Setka) – Aleksander Møller Hansen, Ricki Olsen, Jakob Jensen (82/Bertram Wiese, debut), Nikolaj Bonde, Mike Mayhöfer (29/Edin Mrgan) – Bertil Rygaard