Ny musicalforening næsten på plads

Kalundborg
Ny musikteaterforening er så godt som på plads. Der er stiftende generalforsamling den 18. juni.

Der mangler kun de allersidste brikker, før en ny musikteaterforening ser dagens lys i Kalundborg.

Det oplyser initiativtagerne, musical-performer Nadja Kalnæs og rektor på Kalundborg Gymnasium, Peter Abildgaard Andersen, efter et møde med indflydelsesrige personer inden for erhverv og kultur, der fandt sted i aftes.

– Nadja og jeg er super-optimistiske. Vi har ikke besat bestyrelsen 100 procent, men vi er sikre på, at det nok skal lykkes. Der bliver stiftende generalforsamling den 18. juni, siger rektor.

Den nye forening skal operere under folkeoplysningsloven og henvende sig til musikteater-interesserede unge i alderen 14-24 år. Der vil blive tilbudt undervisning, og foreningen skal stå bag professionelt opsatte musicals og teaterkoncerter. Udgangspunktet er de musical-forestillinger, som Nadja Kalnæs har stået bag i de sidste to år.

sa@nordvest.dk