Ny hal kan placeres ved skolen midt i byen

Den nye hal i Højby skal helst bygges tæt på skolen.

De åbne arealer syd for Højby Skole mod Nyvej er foreslået brugt til placeringen af den nye hal i Højby.
De åbne arealer syd for Højby Skole mod Nyvej er foreslået brugt til placeringen af den nye hal i Højby.

Højby: Meldingen er klar, de er ret progressive i Højby, og når der er tale om planerne for en ny hal, så tænkes der stort, for hallen skal være et samlingspunkt for hele byen, og derfor skal den nye hal bygges tæt på eller sammen med Højby Skole. Ifølge Thomas Nicolaisen, der sidder i byggeudvalget for Højby-hallen, er målet klart.

– Vi skal først have møde i baggrundsgruppen, hvor foreningerne er repræsenteret, men der tegner sig et billede af, at hallen kommer til at ligge tæt på skolen, siger han.

I øjeblikket er der gang i sonderinger om, hvor man kan sikre boldbaner nok til fodboldklubben, og hvor for eksempel omklædningsfaciliteterne skal være, hvis hallen bliver flyttet, og Michael Kjeldgaard (S), er imponeret over Højby-borgernes engagement.

– Højby-folkene tænker hallen sammen med de to børnehaver, skolen, plejecentret, og i det hele taget som et sted, der skal samle Højby. Jeg tror der kommer et ret enestående projekt ud af det, siger han.

I slutningen af maj skal der holdes en temadag, hvor 80 unge og voksne skal mødes og formulere et oplæg til fremtidens nye hal. Et oplæg, som efter sommerferien bliver præsenteret på et borgermøde i Højby.

kønig