Ny chance for hæder til bibliotekets læseindsats

Hillerød Bibliotek er indstillet til læseinitiativpris

Foto: Mette Dolmer Thygesen

Der blev i første omgang ingen pris til Hillerød Bibliotek i den nationale læsekampagne 'Danmark Læser', som Hillerød deltog i som en af i alt 12 udvalgte kommuner. Prisen som årets læsekommune gik nemlig i sidste ende til Randers.

Hillerød Bibliotek fik ellers bl.a. indført småbiblioteker rundt omkring på kommunens arbejdspladser, hvor medarbejdere, som ellers ikke læste så meget litteratur, kunne låne bøger med hjem. Biblioteket etablerede også en populær og succesfuld læsegruppe på forsorgshjemmet Skansegården, hvor brugerne fandt stor glæde i at diskutere litteratur.

Biblioteket startede derudover en opsøgende litteraturindsats i boligbyggeriet Kongevænget i Hillerød Øst – en indsats som blev kaldt 'Læsebølgen'. Læsebølgen havde til formål at vække læselyst blandt områdets cirka 750 beboere, der i løbet af fire måneder alle fik et personligt besøg af bibliotekets medarbejdere. Ved besøget fik beboerne mulighed for at låne og bestille bøger, der både blev bragt og afhentet af bibliotekets medarbejdere.

Dette initiativ giver nu chancen for, at Hillerød kan hive æren i land, for det er blevet nomineret til Årets Læseinitiativpris, der uddeles af Landsforeningen for Læsepædagoger. Der er i alt fire projekter nomineret, og prisen uddeles til Læsepædagogernes årsmøde d. 18.-19. november.

'Læsebølgen' blev i den afsluttende Danmark Læser-evaluering betegnet som et succesfuldt projekt, da biblioteket fik en stor gruppe borgere, hvoraf mange ikke læser til dagligt, til at begynde at læse. 'Læsebølgen' vakte også stor opmærksomhed fra både medier og politikere.