Som en direkte udløber af konkurrencen 'Vind en mark' under Egedal Kommunes innovationsfestival sidste år kan borgere nu få deres helt egen nyttehave i Egedals nye bydel – Egedal By.
Forløbet og deltagelse er gratis og er et af initiativerne fra Det Gode Eksempel (vinderne af konkurrencen) i samarbejde med Egedal Flygtningenetværk og venner. Formålet med haverne er at fremme en bæredygtig samfundsudvikling og integration i Egedal.
Forløbet starter 2. april kl. 10 med et introduktionsmøde på Egedal rådhus, hvorefter man går ned på marken, fordeler haverne og starter på de første opgaver.
Deltagerne vil hver få deres egen lille andel i en nyttehave på 10-20 m2, alt efter interesse og motivation, med en høj grad af selvbestemmelse for hvad der skal gro og hvor alt udbyttet af grøntsager og urter går til dem selv. For at give deltagerne viden om en bæredygtig fødevareproduktion, kombineres elementer fra permakultur, skovlandbrug, biodynamisk- og økologisk landbrug. Der vil løbende være vejledning og fællesmøder og alle får mulighed for at dyrke deres egen have, samtidig med at der bliver arbejdet på et fælles have- og hyggeområde for alle. Tilmelding på mail@detgodeeksempel.org – skriv "nyttehave" i emnefeltet.