Nu begynder Egedal By for alvor at tage form

Karsten Søndergaard glæder sig over udsigten til en ny bydel mede bæredygtige boliger mellem grønne byrum

Egedals borgmester Karsten Søndergaard er ikke overraskende meget tilfreds med salget af fem storparceller til 2E Group, der vil opføre mindst 250 ejerboliger i den nye bydel, Egedal By

"Vi er begejstrede for, at det er lykkedes at tiltrække en meget erfaren bygherre til Egedal By. Med 2E Groups køb begynder bykernen i Egedal By for alvor at tage form som en moderne bydel med flotte bæredygtige boliger mellem grønne byrum. Samtidig får vi et godt miks mellem ejer- og lejeboliger i bydelen, så der bliver plads til alle," siger borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard.

Borgmesteren mener, at den nye bydel i den grad afspejler kommunens vision og brandingstrategi, der blandt andet sigter mod at skabe tilflytning til nye byområder, hvor boligerne 'skaber rammen om et velfungerende familieliv i alle livets former og faser'.