
It-selskabet NNIT havde fremgang i omsætning og bundlinje i 2017. Det viser selskabets regnskab.
Resultatet landede på 216 millioner kroner. Det er en stigning på 0,4 procent sammenholdt med 2016. Omsætningen voksede 4,6 procent til knap 2,9 milliarder kroner. Det viser selskabets regnskab for 2017.
– Vi afslutter et turbulent 2017 med et stærkt fjerde kvartal, så nu går vi ind i 2018 med ro i maven, siger topchefen Per Kogut i regnskabet for 2017, hvor et forlig med en kunde i oktober kostede NNIT 33 millioner kroner på driftsoverskuddet.
Regnes udgifter til forliget ikke med, steg omsætningen 5,5 procent og bundlinjen 9,8 procent, lyder det i regnskabet.
NNIT var indtil 2015 en del af medicinalgiganten Novo Nordisk, men blev udskilt som et selvstændigt selskab og børsnoteret i 2015.
En stor del af koncernens omsætning kommer fortsat fra Novo Nordisk, men NNIT står i stigende grad på helt egne ben.
Andelen af omsætning fra kunder uden for Novo Nordisk-koncernen var i 2017 57,3 procent sammenholdt med 55,2 procent i 2016, lyder det i regnskabet.
Og det kommende år kan byde på yderligere vækst.
Ifølge selskabets administrerende direktør, Per Kogut, er der flere kontraktmuligheder på vej. Han peger særligt på vækstmuligheder inden for internationale biovidenskabelige kunder.
– Vi udtaler os ikke om pipelinen, men hvis man skal tage den sådan i relative størrelser, så har vores pipeline aldrig været større, end den er nu, siger Per Kogut i et interview med Ritzau Finans.
I 2018 venter NNIT en omsætningsvækst på 4-7 procent og en overskudsgrad på omkring 10-10,5 procent. Overskudsgraden er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen, der bliver til overskud på bundlinjen.
– I 2018 handler det om at fortsætte med at fastholde, udvikle og transformere de kunder, vi har på dansk grund, men så i særdeleshed også at fortsætte salget til internationale life science-kunder, siger Per Kogut.
Han nævner i den sammenhæng, at selskabet har åbnet kontor i Shanghai – det andet i Kina – og i Bangkok i Thailand, hvilket skal hjælpe med at sikre vækst i den region.
– Det er fordi, vi tror på fremtiden, og at Asien også vil udgøre et stort marked for os fremadrettet, forklarer Per Kogut.