Når Music Spoken Here giver koncert på Klaverfabrikken på torsdag d. 26. februar kl. 19.30 bliver det med en række anderledes instrumenter.
Man kan opleve både indiske tabla-trommer og verdens mest avancerede guitar med 52 strenge, tre halse og tre harper "Medusa guitaren", som Henrik Andersen bruger. Han er også ekspert i konnakol – indiske vokaliserede trommerytmer og beats.
Music Spoken Here kalder sig selv 'Nordic Bollywood Folk Music' – spillemandsmusik podet med klassisk musik tilsat indiske toner og rytmer.
Orkestret består af Omri Ben David på tabla, percussion, guitar & konnakol, Elisabeth Klein på harmonika, fløjte, vokal & konnakol og Henrik Andersen på sitarguitar, sopranguitar, Medusa guitar, konnakol & vokaler.