Nordea smider de gamle møbler ud

Nordea smider de gamle møbler ud samt giver til velgørende foreninger.

I forbindelse med at Nordea er flyttet til Prins Jørgens Allé, har banken fået nye møbler.

De gamle, der stadig var brugbare er givet til velgørende foreninger i Bjerringbro, fortæller Jimm Gram fra firmaet Duba B8, der hjælper Nordea med at komme af med de gamle møbler.Grunden til at det er foreninger i Bjerringbroområdet, der får glæde af de brugte møbler og ikke foreninger her i lokalområdet skyldes, at firmaet Duba B8 kommer fra Bjerringbro.

– Det kunne lige så godt have været nogen her i området. Det tænkte vi bare ikke lige på, siger han.

De møbler, Jim Gram vurderede ikke egnede sig til at blive brugt af andre mennesker, er tirsdag blevet sorteret og smidt i to containere foran Nordeas tidligere domicil på Algade i Vordingborg.

– Hvad der kan genbruges og hvad der skal ud, er naturligvis et spørgsmål om vurdering, siger Jim Gram, der har sørget for dette arbejde for Nordea. Men han understreger at alt, der smides ud, først er blevet sorteret, jern for sig, træ for sig og så videre.

– På den måde bliver det jo også genbrugt, siger han.

Hans firma har i øvrigt leveret møblerne og andet inventar til Nordeas nye byggeri på Prins Jørgens Allé i Vordingborg.