KÅRING: Alle 10 kandidater til den store prisfest "Årets Idrætsudøver 2006" er nu fundet. Det er en realitet efter at den sidste vinder af november-månedstitlen blev udvalgt i onsdags.
Det blev den succesrige Frederikssund-løber Nina W. Madsen fra Fjordløberne, som fik titlen som "Månedens Idrætsudøver" i november. Dommerkomitéen fra Nordea og Frederikssund Avis vurderede den 42-årige løber som bedste kandidat til kåringen efter at hun i 2006 har vundet det ene store løb efter det andet, og bl.a. sluttede året af med sejr i det store nordsjællandske løb Gribskovløbet og en andenplads i Eremitageløbet.
At det er gået så forrygende i 2006 overrasker Nina W. Madsen:
"Jeg var ikke helt tilfreds med min indsats ved DM, men i de efterfølgende løb er det gået helt perfekt. Jeg har faktisk i år løbet mange hurtigere tider end i 2005, "fortalte fjordløberen, som i år udover DM-sejren i sin alderklasse 40-45 år har vundet løbene Odense Marathon, Griseløbet, Hedeland Bjergmarathon, FrederikssundAvisLøbet, Gribskovløbet og Grevinde Danner Løbet. Hun blev toer i Esrum Sø Rundt, Eremitageløbet samt Færgelundsløbet, og med alle de imponerende resultater opnår hun en flot ottendeplads på Dansk Atletik Forbunds marathonrangliste. Men Nina har imidlertid endnu større ambitioner:
"Jeg vil gerne forbedre mig yderligere, hvis tiden er til det. Mit mål er at gennemføre et marathon på to timer og 45 minutter, men det kræver nok mere træning. Jeg kan godt tænke mig at få tilknyttet en løbetræner- eller ekspert, så jeg får en mere fokuseret træning. De fleste af mine konkurrenter på ranglisten træner det dobbelte af hvad jeg gør, " understregede Nina W. Madsen, hvis allerstørste løbedrøm er at gennemføre et marathon i London eller på den kinesiske mur.