
Et OL uden de største basketballstjerner fra USA og de øvrige medaljekandidater er langtfra utænkeligt.
Ifølge NBA-kommissær Adam Silver er det nemlig ikke specielt sandsynligt, at den kommende sæson skal afbrydes på grund af næste års sommerlege i Tokyo.
– Vi vil overveje det, siger han i et interview med NBA TV.
– I sidste ende tror jeg dog ikke, at det er sandsynligt, at vi stopper sæsonen på grund af OL, hvis vi starter sent.
Den sene start på den kommende NBA-sæson skyldes den lange coronapause, som afbrød sæsonen 2019/2020, der endnu ikke er afsluttet.
Los Angeles Lakers besejrede natten til lørdag dansk tid Miami Heat og bragte sig foran 2-0 i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.
De to hold har befundet sig i et stort sportskompleks i Disney World i Bay Lake nær Orlando, siden sæsonen blev genoptaget i juli, og det hele er skubbet med adskillige måneder.
Derfor er den kommende sæson også påvirket af coronapandemien, og Silver har tidligere sagt, at 2020/2021-sæsonen ikke starter før ved juletid. Dermed er sæsonen efter alt at dømme stadig i gang, når OL begynder 23. juli næste år.
– Det handler ikke kun om at sætte sæsonen på pause i den periode, hvor de er i Tokyo for at konkurrere. De skal også i træningslejre og hvile efterfølgende, siger han.
Mens USA kan vælge mellem en lang række stjernespillere, kan fraværet af NBA-profiler komme til at gå hårdere ud over andre lande.
– Jeg er en anelse bekymret for nogle af de udenlandske landshold, for nogle af deres stjerner spiller i vores liga, og deres fravær gør en kæmpe forskel for deres hold.
– Men jeg bliver nødt til at understrege, at det er helt særlige omstændigheder. Selv hvis vi laver en plan for OL, hvordan kan de så vide, hvordan verden ser ud næste sommer, og om de overhovedet kan spille?
– De sædvanlige regler er sat ud af kraft i disse tider, og alle skal tilpasse sig, siger NBA-kommissæren.