På en regnvåd fredag er mænd i orange i gang med en usædvanlig opgave i Byparken. Én af dem er klatret højt op i et birketræ nær Pipers Hus, hvorefter hans makker fastgør en uglekasse til et reb.
Kassen bliver hejst op og fastgjort i 15 meters højde, og inden længe vil den forhåbentlig blive indtaget af en natugle.
– Natugler findes allerede på nogle af kirkegårdene i Roskilde og i enkelte af de hule træer i Folkeparken, så vi har god grund til at tro, at de også vil flytte ind her, fortæller miljøsagsbehandler i Roskilde Kommune, Mads Terkelsen.
Giftfrit alternativ
Et uglepar kan sætte 1.000 gnavere til livs på et år, og det er netop forhåbningen, at de nye tilflyttere vil bidrage til at holde rottebestanden nede i og omkring Byparken.
– Generelt finder du rotter over alt, og vi kan jo ikke lægge gift ud i parkerne. Så natuglerne skulle gerne blive et giftfrit alternativ til konventionel rottebekæmpelse, fortsætter Mads Terkelsen.
Plads til falke
Projektet er inspireret af lignende tiltag i både England og i Odense Kommune, og indtil videre sætter man nu tre uglekasser op i Byparken.
Det er såkaldte hybridkasser med en lidt bredere åbning end normalt, så de også kan appellere til falke.
– Falke tager også gnavere – og ugler og falke kan godt leve side om side, siger Mads Terkelsen, som overvejer med tiden at installere et webcam i kasserne, så man kan følge ugle- eller falkelivet på tætteste hold.
Ugler får nattero
Denne formiddag er Byparken levende af skolebørn, og man kunne have en bekymring for, om natugler nogensinde vil få lukket et øje i løbet af dagen på denne adresse. Imidlertid sover uglerne ikke kun i dagtimerne.
– I modsætning til hvad mange tror, er natugler ikke aktive hele natten, men jager derimod i skumringstimerne, når aften bliver til nat og nat bliver til morgen. Så de har en del timer til at sove i løbet af natten, fortæller Allan Rimer fra Kiltin Skadedyrsbekæmpelse, som Roskilde Kommune samarbejder med.
Rottehunde hjælper til
En del af personalet i Kiltin bevæger sig på fire ben i jagten på rotter. De har nemlig en del terriere, der er specialiseret i at jage gnavere.
– Alle terrier har historisk set haft det ene formål at bekæmpe mus og rotter. Vi lader dem arbejde med deres instinkt uden at bruge for mange kommandoer. Selv om terrieren ikke altid kan komme til rotten, så kan den udpege, hvor den er. Og kan vi så få jaget rotten ud i det åbne, så er terrieren over den med det samme, forsikrer Lasse Karvin fra Kiltin Skadedyrsbekæmpelse.