Nato sænker otte af Gaddafis krigsskibe

Nato-fly har sænket otte libyske krigsskibe. Det skete for at beskytte befolkningen, siger Nato.

Nato-fly har natten til fredag bombet og sænket otte libyske krigsskib, der tilhører den libyske leder Muammar Gaddafi, siger forsvarsalliancen.

Skibene blev sænket i en række koordinerede angreb mod havnene i Tripoli, Al Khums og Sirte, skriver Nato.

– Set i lyset af den eskalerende brug af flådeenheder havde Nato ikke andet valg end at gribe til resolut handling for at beskytte den civile befolkning i Libyen og Nato-styrkerne til søs, siger admiral Russell Harding, vicechef for Nato-missionen i Libyen.

Vidner siger til nyhedsbureauet AFP, at de har hørt mindst fire eksplosioner ved havnen i Tripoli og set røg stige op fra området.

– Militære og civile anlæg er i øjeblikket mål for den kolonialistiske aggressors angreb, siger libysk stats-tv.

Samtidig er der tegn på, at kampen for at vælte Gaddafi skrider fremad. Lederens kone og datter er nemlig flygtet til Tunesien.

– Presset på Gaddafi-styret er nået til det punkt, at Gaddafis kone og datter er flygtet over grænsen til Tunesien i løbet af de sidste to dage, siger USA's udenrigsminister Hillary Clinton.

– Olieministeren er også hoppet af, siger hun.

En libysk oprørsbevægelse har siden februar forsøgt at vælte Gaddafi, der har regeret Libyen

i mere end fire årtier. Siden marts har oprørerne fået luftstøtte fra Nato-alliancen.