Den amerikanske beslutning om at opgive missilskjoldet i Europa tvinger Nato til nytænkning, når det gælder alliancens missilforsvar.
– Vi må i gang med at tænke igen, siger Natos talsmand, James Appathurai, efter at amerikanske regeringsembedsmænd havde underrettet deres europæiske partnere i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles om præsident Barack Obamas beslutning.
– Det første, som sker, er, at alt arbejdet i Nato, der har med missilforsvar at gøre, bliver taget op til en ny vurdering, siger talsmanden og tilføjer, at det dog ikke forandrer alt.
Den amerikanske plan om at udvide missilskjoldet skulle have ført til nye anlæg i Polen og Tjekkiet, og formålet var at imødegå missilangreb fra Iran og andre såkaldte slyngelstater. Dog ville ikke alle Nato-lande være dækket. Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet stod udenfor, og derfor arbejdede Nato på en løsning, som også gav dem et missilforsvar.
Nu må Nato tilbage til tegnebrættet, antyder Appathurai og oplyser, at de allierede får en første mulighed for at diskutere sagen på et forsvarsministermøde sidst i oktober i Bratislava.