Namibia rundrejse

Ugebladet og Hørsholm-rejsebureauet A Travel Connection er på banen med en læserrejse eksklusivt for Ugebladets læsere. Rundrejsen i Namibia er enestående for så vidt som den byder på det bedste af det bedste af det centrale og sydlige Namibia

René Melnik

17 dages rundrejse 8. april til 24. april 2009

Bestil NU – kun 20 pladser

Når vi dør vil vinden blæse vore fodspor i sandet væk – når vindens sagte susen er døet hen, hvem kan så fortælle at vi har gået her siden skabelsens

første blege morgenlys?

Fra en gammel buskmandssang

TAKE OFF

Hvorfor netop Namibia? Fordi Namibia er en af det afrikanske kontinents og rejsebranchens bedst bevarede hemmeligheder – næsten da.

Den 'hemmelighed' vil teamet bag turen gerne tilbyde eventyrlystne blandt Ugebladets læsere at løfte en flig af – med muligheden for det kan ende med en livslang fascination, således om det er sket for turens guider fotograf Susie Melnik og journalist René Melnik, Ugebladet.

"Vi har rejst i Afrika siden 1995 og set og oplevet de mest fantastiske ting – i Kenya, Botswana og Sydafrika mv. – men Namibia er krøbet helt ind under huden som en 'farlig' og mystisk tropevirus, der ikke kan kureres. Mod hjemlængslen til Nambia hjælper hverken piller eller sengeleje – kun på ny at stå i den totale stilhed i landskaber, der er uberørte af menneskehånd som da de blev skabt for årmillioner siden i et Götterdämmerung-inferno af jordskælv og vulkanudbrud. Mens den varme ørkenvind kærtegner ens kinder kan man dreje sig 360 grader rundt i jomfruelige landskaber, og hvor stilheden er så total, at den nærmest er skræmmende," forklarer René Melnik.

I Namibia har man altid mindst to rejsefæller med – skabelsens vingesus i de mægtige uberørte landskaber og stilheden, der ofte er så total at den næsten bliver hørbar.

"Ofte spørger folk os, hvad det er, der fascinerer os så meget i Namibia, og det er svært er at sætte præcise ord på. Fordi ord ikke kan forklare den ophidselse og fascination, man får i blodet. Synes man solnedgangen i Namibia i bogstavelig forstand tager pusten fra en, så er det ikke mindre fascinerende at opleve stjernehimmelen i Den Namibiske Ørkenen. Som projektiler suser det ene stjerneskud efter det andet over himmelen. På det enorme og kuplede himmelhvælv er stjernetåger udspændt som et universets gigantiske spindelvæv. Ornamenteret med strålende stjerner som sirligt broderi. For at fuldstændiggøre illusionen om at sidde i en gigantisk kuppelsal synes stjernerne yderst i horisonten næsten at røre ved jorden og være så tæt på, at man føler man kan række ud og nå dem. Behøver jeg sige, at Namibia er pure paradise for en fotograf," fortsætter Susie Melnik.

Som rejseland er Namibia i lighed med Sydafrika først dukket ud af apartheids skygge indenfor de sidste 18 år. Endnu stort set uopdaget af danskerne, men med potentialet til at blive opfyldelsen af manges ultimative rejsedrøm. Namibia er dobbelt så stort som Tyskland, og i hele landet bor færre end i Hamburg. En indikation af man færdes over meget store og ofte ligeså øde vidder. Men som dem, der år efter år vender tilbage siger, så er der kun een ting, der virkelig er svært i Namibia: At rejse derfra!

Jamen – hvorfor har I ikke lavet en tur, hvor man ser hele landet, men kun det centrale og sydlige Namibia? Af flere årsager. For det første fordi landet er så stort, at alt under en fuld måneds rundrejse ville være for lidt. For det andet fordi nord og syd byder på meget forskellige oplevelser – du oplever jo heller ikke det samme i Flensborg som i Rom,vel?

Derfor er denne tur centreret om The Great Escarpment og de fire forskellige slags ørken, der kan opleves syd for Stenbukkens Vendekreds. Det ser vi For mange – nok de fleste – vil en Namibia-tur's ubestridte højdepunkt være den Namibiske ørken. Med 80 millioner års historie bag sig er den Namibiske ørken verdens ældste ørken. Skræmmende barsk hvor ørkenklitterne brat falder ned mod den stormpiskede Skeletkyst og direkte ud i det iskolde Atlanterhav. Vildt imponerende og fascinerende i Sossusvlei, når solen sejler blodrød ned bag gigantiske sandbanker så langt øjet rækker. Som det 'gamle' Tysk Sydvestafrika var det Das Deutsche Reich's kejserdømme, der satte sig historiske spor fra kolonitiden i dagens Namibia. I byer som Swakopmund og Lüderitz er mange gamle huse mere germanske end i Bayern. Man går på Bierstube og spiser Sauerkraut mit Eisbein eller på Konditorei og kvæder den søde tand med apfelstrudel eller Sachertorte. Tysk gemütlichkeit og lederhosen midt i 'Det sorte Afrika'. I det sydlige Namibia ligger verdens næststørste canyon – Fish River Canyon – hvis historie begynder for ufattelige 1800 millioner år siden. Et fascinerende geologisk drama, der oprulles for ens øjne uberørt af menneskehånd fra tidernes begyndelse og til i dag.

På denne tur oplever vi den grønne ørken i Kalahari-ørkenen, hvor nattens stjernehav synger, således som buskmændene så rammende udtrykker det. Kalahari er et område, hvor dyr og planter har tilpasset sig en barsk tilværelse balancerende på kanten af det fysisk mulige for overlevelse. Vi rejser tilbage i tidsmaskinen i spøgelsesbyen Kolmanskop, hvor millioner af karat diamanter er blevet gravet ud. Da første diamant blev fundet i 1908 skabte det et diamant-rush – lig guldgraverne i Amerika – og vi vil på turen se de gamle diamant-byer og vi oplever Det Forbudte Område – Speergebiet på nærmeste hold. Vi rykker ligeledes tilbage i tidsmaskinen når vi oplever Welwitschia-planten – det levende fossil, der stadig står stolt skildvagt efter at have oplevet 2000 års uafbrudt historie passere revy.

For andre vil et high-light være De Vilde Ørkenheste. Hvorfor lever hestene nu 100 år efter beretningerne om de første heste stadig her, hvor overlevelse er en daglig kamp. Turen byder på voldsomme, øde og usigeligt smukke landskaber og en fascinerende befolkning. Det er kultur og historie, der opleves dag efter dag på en tur, der er nøje sammensat for at vise landets absolutte high-lights syd for Stenbukkens Vendekreds, og en tur, hvor der er tid til oplevelse og tid til eftertanke. Det er helt bevidst teamet bag turen har håndplukket og sammensat netop denne tur.

Namibia er som et nutidigt troldspejl af vor klodes historie – eventyret ligger der. Klar til at udfolde sig i al sin pragt for dem, der har eventyrblodet rullende i årerne. Namibia kaldes også 'Landet Gud skabte i sin vrede' – i sandhed en vrede af guddommelige og eventyrlige dimensioner, der her oprulles for ens øjne. Se alt om turen i Ugebladet Weekend i næste uge – læs også i næste uge mere på www.ugebladet.dk 'Sense of Namibia' eller www.atravelconnection.dk under 'Sense of Namibia'