
Når Nalle og hans Crazy Ivans gæster Portalen torsdag 14. februar, er der lagt i ovnen til en af de svedigste og mest bevægende oplevelser, som den danske blues-scene har at byde på. Nalle, med den smukkeste og mest følsomme soulstemme på denne side af Mississippi-bæltet, er omgivet af musikerne Ivan Sand og Henning Kaae, der storswinger hele vejen ned til tåspidserne.
Aftenens gæstemusiker er Søren Rislund, der købte sin første mundharmonika brugt i starten af 1960'erne, da en livslang kærlighed til bluesmusikken havde fået tag i ham. Siden henslæbte han 40 år med at levere gode og kvalificerede grin til danskerne i komikerduoen Monrad & Rislund. Men blues-harpen var med ham hele vejen.
Koncerten starter klokken 20. Læs mere på portalen.dk.