Ib Hedegaard Sørensen, Fruerlund 22, 2850 Nærum, skriver:
Under en dramatisk overskrift om "dødsdom" skriver Gert Lassen senest i Rudersdalavisen og længere inde i bladet Jørn Werner om "ødelæggelsen" af Nærum Torv. Det er lidt forstemmende at læse om disse forudsigelser, når man samtidig har butiksdøden i eksempelvis Birkerød in mente. Der er efter min mening to væsentlige elementer, der skal overvejes i spørgsmålet om Nærum Torvs fremtid.
De to nævnte skribenter rører ved hvert af disse. Werners først: Det er ganske klart, at man skal have fokus på Nærum Torvs arkitektur og funktionalitet i den proces torvet står foran. Alle (forretningsdrivende og kunder) ønsker et smukt og vedligeholdt sted at komme – også når vi skal handle. Men jeg er sikker på, at vi også ønsker et torv med liv og pulserende handel. Er der noget, som ikke fremmer lysten til at gå på torvet lørdag formiddag, så er det nedlagte forretnings- eller bankvinduer. Der skal skabes en positiv ramme om udviklingen af Nærum Torv; hvis der er en vilje, er der også en vej til at løse de praktiske problemer omkring trafikafvikling mv.
Dernæst Lassens argument: "Småt er godt". Det skal være attraktivt at komme på torvet – forstået på den måde, at man skal kunne gennemføre sine indkøb i størst mulig udstrækning på én gang. Der skal være en oplevelse af, at "man kan gøre gode handler med sine indkøb". Mange beboere i Nærum kommer dagligt hjem med de offentlige transportmidler omkring motorvejen eller med "Grisen". For dem er det nærliggende at gå over torvet og handle på vej hjem. Hvis de har mulighed for at finde en velassorteret Super Best med udviklingsmuligheder i samspil med en tilsvarende moderne discountbutik og relevante detailbutikker, så har vi fået grundlaget for, at Torvet er et sted, hvor man kommer for at handle. Det vil også tiltrække konkurrencedygtige detailforretninger. De ligger nemlig der, hvor kunderne i forvejen findes.
Torvet har bevaret sit udseende og funktionaliteten siden 60"erne, og det holder fortsat, men livet i forretningerne skal kunne moderniseres i takt med tidens livsstil og behov.