Når nu man ikke kan vinde guld

Foto: Bjørn Armbjørn, John Ringstrøm

De seneste tre år har Team Skælskør-Slagelse det danske holdmesterskab i badminton, men i år måtte de nøjes med bronze.

Den fik vestsjællænderne så til gengæld også ganske komfortabelt, da Aarhus AB blev slået 4-1 hjemme i Skælskør Badminton Center.

At den blev så sikker hænger sammen med, at hjemmeholdets Kim Bruun i anden herresingle besejrede det unge stortalent Anders Antonsen i tre sæt, og det banede vejen til samlet sejr.

Hos Skælskør-Slagelse var der udover bronzemedalje også farvel-blomster til træner og direktør Michael Kjeldsen samt spillerne Mie Schjøtt-Kristensen, Britta Andersen og estiske Kati Tolmoff.

– Det er fint at slutte med bronze trods alt. Selv om jeg kun har prøvet at være med til at vinde guld her, sagde 30-årige Schjøtt-Kristensen, der i næste sæson skal være spillende træner i Holbæk.

Britta Andersen skifter til Hvidovre, men får også andre ting at tænke på.

– Jeg er gravid og er fire måneder henne. Men det var specielt at spille den sidste kamp. Jeg fik også en klump i halsen, da jeg så Kjeldsen få en tåre i øjenkrogen under præsentationen. Han har klart været den store årsag til, at jeg har spillet her i seks sæsoner, sagde 35-årige Britta Andersen.

Læs mere i Sjællandske torsdag.