Krig Klokken 9.00 fredag morgen var det sidste gang, Marianne Klug-Andersen og hendes mand Kåre Hendriksen kunne tage et kig på det store ahorntræ, som parret havde forelsket sig i dengang tilbage i 1993, da de købte huset på Tiberup Allé 13 i Hareskovby. Men i stedet for en masse glæder, kom træet til at give parret en masse bekymringer. Først og fremmest fordi en nabo tilbage i midthalvfemserne ønskede træet fældet, da det skyggede. Marianne Klug-Andersen og Kåre Hendriksen var dog ikke med på den ide, og i 1998 fik de træet fredet med støtte fra Danmarks Naturfredningsforening. Fredningen betød, at det store, gamle ahorntræ ikke måtte beskadiges , topskæres eller bekæmpes med sprøjtemidler. Samtidig betød fredningen også, at træet kun måtte fældes, hvis der var fare for husets konstruktion. Med fredningspapirerne i orden, kom der ro i sagen. Dog kun i nogle år.
I sommeren 2003 opdagede Marianne Klug-Andersen og Kåre Hendriksen, at deres elskede ahontræ begyndte at skrante. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var boret 14 huller i træet, huller der øjensynligt var brugt til at hælde gift i. Træet havde det ikke godt, men det overlevede hærværket. I november 2004 blev træet endnu en gang udsat for hærværk. Denne gang blev der boret 12 huller med et 14 mm bor, hvorefter der var hældt gift i træet. Denne hærværk fik dele af træet til at gå ud, og parret besluttede på politiets opfordring at sætte et overvågningskamera op.
Trods den voldsomme hærværk, overlevede det gamle træ. Det fik dog hærværksmanden til at komme tilbage. Denne gang 1. januar 2009. Nu blev der boret 24 huller i træet med et 12 mm bor og to-fem centimeter dybe. Hærværksmanden var dog bevidst om overvågningskameraet, og han havde drejet det væk. Dermed var der ingen beviser, heller ikke på det hærværk, der fandt sted nogle måneder senere, hvor det gik udover tre mindre birk, der alle visnede med det samme.
Den tredje omgang gift var for meget for det gamle ahorntræ, der langsomt men sikkert begyndte at visne. Og fredag morgen var det altså sidste gang, Marianne Klug-Andersen og Kåre Hendriksen kunne kigge på det, inden motorsavene satte i gang.
"Vi er meget kede af hele historien", fortæller Marianne Klug-Andersen, og forklarer, at hun og hendes mand er uforstående overfor, hvordan beboere på en vej kan behandle hinanden på denne måde.
"Vi har mistanke om, hvem der står bag overgrebet på træet, men vi kan ikke bevise det, og gennem hele sagen har vi følt os magtesløse. Ikke mindst fordi politiet ikke rigtig har gjort noget. Derfor føler vi, at forbrydelser på naturområdet nærmest er risikofrie", siger hun og fortæller, at hun i dag føler sig splittet mellem et ønske om hævn men også en forståelse af, at det selvfølgelig ikke er en vej at gå.
"Hvis vi griber til samme metoder selv, så ender det jo bare helt galt", siger hun.
