Mere plads til koncerter og fredagscaféer er noget af det, lærere og elever kan glæde sig til i 2021 på Rødovre Gymnasium.
Her skal nemlig opføres et nyt musikhus i løbet af året.
– En skole skal være opdateret. Og de senere år har vi fået en ny idrætshal og naturvidenskabelige lokaler. Nu er turen kommet til, at vi skal have et nyt musikhus, hvor undervisning, øvetimer og koncerter kan foregå, siger rektor Peter Ditlev Olsen.
Det er IC Arkitekterne, der har tegnet det nye musikhus, som kommer til at passe godt til gymnasiets arkitektur og farver. Det bliver beklædt med gule mursten, som resten af skolen og skal placeres ud til Hendriksholms Boulevard tæt på gymnasiets indgang. Der bliver direkte adgang fra musikhuset til idrætssalen.
– Vi får mere plads til musik. Det nye hus bliver på 330 kvadratmeter og bliver sammenbygget med en sal, hvor man kan holde koncerter samt øvelokaler, gruppearbejdsrum mm. Der bliver også plads til at eleverne, der har musik på A-niveau, kan have deres klaviaturer stående fast, siger Peter Ditlev Olsen.
Der ligger et stort arbejde bag udformningen af musikhuset.
– Vi har været rundt og kigge på andre gymnasiers musikhuse og har fået forslag fra flere arkitektfirmaer, før vi valgte, hvem der skulle tegne det nye hus. Ønsket om at få et nyt musikhus har ulmet lige siden vi fik den nye idrætshal og vi er glade for, at vi nu kan komme i gang med byggeriet i løbet af foråret, så huset forhåbentlig kan stå klar i løbet af 2021, siger Peter Ditlev Olsen.