Muhammedtegninger gavner demokratiet

Skønt mange tager demokratiet for givet, er det ikke nødvendigvis en permanent styreform. Demokratiet skal genvindes af hver eneste generation. Kogt ind til benet, drejer demokrati sig kun om én ting: ytringsfrihed. Uden ytringsfrihed intet ægte demokrati.

Når Carl-Mar Møller (CMM) i sit læserbrev i sidste uge skriver at han går ind for ytringsfrihed under ansvar, så er der allerede gået selvcensur i den og demokratiet er truet.

Islamisternes intimidering er lykkedes over al forventning, for som CMM fortsætter: der er jo en milliard vrede muslimer, og hvem skal rydde op, og sikke da en masse utryghed og ubalance. Nu gik det lige så godt, og vi skal i hvert fald ikke kæmpe for noget vi har kært, hvis det kræver mod og mandshjerte.

For slet ikke at tale om Indtjeningen. Intet som Indtjeningen, kan få erhvervslivet til at kaste alle principper overbord og prostituere sig; spørg bare Arla, Dansk Industri – og tibetanerne.

Jeg er helt enig med CMM i at alle amerikanere – og det lige fra Key West til Anchorage – er så meget længere fremme i deres personlige udvikling, at de ikke har brug for at krænke andres religion. Og lad os i forlængelse heraf understrege at ingen bliver udsat for religiøs intolerance og ekstremisme i USA. Altså bortset fra hvis man er ateist, aborttilhænger, homo eller synes at man skal kende Darwin.

Lad 100 Muhammed tegninger blomstre indtil muslimerne respekterer, at vi selv har ret til at bestemme, hvordan vi vil leve i Danmark.

Hans Becker-Larsen

Maglegårdsvej

Fredensborg