Morten Hauglund blev årets spiller

FC Fjordbold-spilleren har kronet en flot sæson med fornem titel

FUTSAL. Danmarks førende futsalside, DKFutsal.dk, har sammen med firmaet Joma, i samarbejde med ligaklubberne og landstræneren stemt om årets spiller i henholdsvis øst og vest. Alle trænere og anførere fra ligaklubberne i øst har haft mulighed for at stemme, ligesom den danske landstræner Nikolaj Saabye har afgivet sin stemme. Valget faldt på Morten Hauglund.

Med over dobbelt så mange point som nummer 2, Mads Falck fra JB Futsal Gentofte, tilfaldt æren Fjordbolds altid ambitiøse og energiske dribler. Hauglund har gjort et stort stykke arbejde på træningsbanen op til denne sæson, og det har båret frugt. Han har flere gange vist prøver på sine offensive kvaliteter, som indebærer hurtige tætte driblinger, men også en uhyre målfarlighed. Hauglund er netop nu noteret for 27 mål i sæsonen, og det gør ham til ligaens topscorer.

Sæsonen har ud over Fjordbold også budt på landskampe, da Hauglund i december blev udtaget til den danske trup, der skulle en tur til Finland og spille mod de andre nordiske nationer i Nordic Cup. Det blev dog ikke til noget mesterskab til Danmark, men i stedet var Hauglund en af de bærende kræfter, da Danmark i starten af 2015 for første gang nogensinde kvalificerede sig til 2. runde af EM-kvalifikationen. Det blev til en flot indsats kronet med et fantastisk, spektakulært mål i 4-0 sejren mod Grækenland.

Den personlige hæder er dog ikke nok for målscoreren, hvis altoverskyggende mål var, at han kunne kæmpe med om det danske mesterskab ved Final 4 sammen med resten af FC Fjordbold. Hvilket altså lykkedes for FC Fjordbold med lørdagens 7-1 sejr over BGA. Hans næste mål vil så uden tvivl være Danmarksmesterskabet.