Caroline Wozniacki har spillet godt og overraskende let klaret sig videre til kvartfinalen i Miami Masters.
Med to sejre på 6-0 og 6-1 har hun i to kampe kun tabt to partier, og hun har imponeret sine modstandere. Således også kineseren Li Na, som er Caroline Wozniackis modstander i kvartfinalen natten til torsdag.
Li Na gik også let videre til kampen mod Wozniacki og konstaterede efterfølgende, at hun havde behov for ny viden om danskeren, som hun sensest mødte i Tokyo i 2012.
– Jeg har brug for information om hende. Det er et par år siden, vi sidst har mødt hinanden. Så min træner har set et par af hendes kampe for at skaffe mig information, siger Li Na til Miami Masters' egen hjemmeside.
Li Na har vundet tre af de fem opgør, hun har haft mod Caroline Wozniacki. Men det var dog danskeren, der trak sig bedst ud af deres seneste opgør i 2012. Det vandt Caroline Wozniacki i tre sæt.
Li Na vandt Australian Open i januar og er nummer to på verdensranglisten. Caroline Wozniacki er nummer 18. Når Caroline Wozniacki møder spillere i top-to, har hun ikke den bedste statistik. Hun har tabt syv af otte kampe med nummer to i verden.