Minister kigger på affaldsgebyrer

Foto: Jimmy Rømer
"CONTAINERPLADSEN" I FRS.
  150106 FOTO : AND
"CONTAINERPLADSEN" I FRS. 150106 FOTO : AND

De massive klager over de omstridte nye gebyrer på erhvervsaffald får nu miljøminister Karen Ellemann (V) til at genoverveje ordningen.

– Siden nytår har vi kunnet gøre os nogle erfaringer med, hvordan den nye ordning fungerer. Vi kan i hvert fald konkludere at nogle af forudsætningerne for systemet ikke har holdt vand, siger hun til ritzau.

Loven trådte i kraft 1. januar, og herefter har alle virksomheder skulle betale til den kommunale genbrugsplads – uanset om de bruger den eller ej.

I Furesø Kommune har administrationen af hele gebyrordningen udløst voldsom kritik fra byrådsmedlemmerne Lars Carpens, Fokus-listen, og Nick Allentofts (V) side.

– Når nu ministeren er gået aktivt ind i sagen, er der en helt naturlig begrundelse for at tænke sig lidt om igen lokalt. Jeg håber, at udvalgsformanden og borgmesteren nu sætter sig sammen og finder ud af, hvordan vores lokale erhvervsliv belastes mindst muligt, indtil ordningen bliver tilpasset den sunde fornuft. Det er jo molboagtigt at iværksætte det store bureaukrati og opkrævningsgilde kun for senere at konstatere, at det hele skal laves om igen, siger Nick Allentoft til Frederiksborg Amts Avis tirsdag.