Minikonference om udsatte børn og unge

Broen Rudersdal, Idrætsrådet og kommunen inviterer 23. september foreninger og borgere til timer med fokus på udsatte børn og unge

Kulturcenter Mariehøj lægger ramme til en minikonference onsdag 23. september. Arkivfoto
Kulturcenter Mariehøj lægger ramme til en minikonference onsdag 23. september. Arkivfoto

Selvom Rudersdal Kommune er en af landets rigeste, er der også her børn og unge, der lever under den fattigdomsgrænse, som Arbejdernes Erhvervsråd har defineret. Og der er børn og unge, der er marginaliseret i sådan en grad, at det kommer til at påvirke dem resten af deres liv, hvis de ikke får de rette tilbud. Et af disse kunne være at deltage i foreningslivets mange fællesskaber.

Broen er en af de organisationer, der hjælper udsatte børn og unge med blandt andet kontingent, sportstøj, musikinstrumenter el. lignende. På den måde hjælper de børnene ind i foreningslivet.

Det er også Broen Rudersdal, der sammen med Rudersdal Idrætsråd og Rudersdal Kommune inviterer til minikonference 23. september klokken 17.30-20.30 på Kulturcenter Mariehøj i Holte.

Musikskolen, Vedbækgarden og flere andre foreninger har allerede tilmeldt sig, ligesom en del lokalpolitikere også har givet tilsagn om at medvirke, fortæller Lars Stilling Netteberg, der er leder er Broen Rudersdal.

"Vi håber også, at såkaldt almindelige borgere har lyst til at deltage. Det kan være borgere, der har erfaring med at arbejde med udsatte børn og unge eller borgere med hjertet på rette sted, der gerne vil hjælpe," siger han.

En del af aftenen vil foregå i såkaldt cafédialoger, hvor man i mindre grupper deler erfaringer, bliver klogere på, hvordan man spotter et udsat barn eller ung, og hvordan man bedst hjælper.

"Vi har alle et fælles fokus på at hjælpe udsatte børn, og det er mit håb, at der kommer en dialog, og at vi finder en måde, hvorpå vi alle kan hjælpe bedst, og bedst udnytte alle vores fælles kompetencer," siger Lars Stilling Netteberg

Har man lyst til at deltage enten som forening eller som menig borger, skal man tilmelde sig info@broen-rudersdal.dk

fakta

Hvad: Minikonference

Hvor: Kulturcenter Mariehøj

Hvornår: 23. september klokken 17.30-20.30