
mindeord Fra Jørgen Warberg, tidligere formand for Allerød Tennisklub, har Allerød Nyt modtaget dette mindeord om Olaf Krarup:
Spil tennis og lev længe: Allerød Tennisklubs ældste medlem og tidligere Rotary-præsident Olaf Krarup, er død – 94 år.
Olaf Thure Krarup – mangeårig Allerød-borger og Allerød Tennisklubs ældste medlem samt tidligere præsident i Allerød Rotary Klub – døde fredeligt lørdag 2. februar 2019 efter kort tids sygdom, 94 år gammel.
Olaf Krarup spillede sin sidste tennisbold så sent som i sommersæsonen 2018 – i en alder af 93 år. Her besluttede han sig for at lægge ketsjeren på hylden, men han fortsatte med at være en kærkommen gæst i Allerød Tennispark sæsonen ud.
Olaf voksede op i Hellerup, hvor tennis allerede i hans ungdom var en vigtig bestanddel af tilværelsen, og dette fortsatte under hans 13-årige ophold i Afrika og England som aktivt medlem af organisationen 'Moralsk Oprustning'.
I gymnasietiden på Stenhus Kostskole ved Holbæk var Olaf under 2. verdenskrig medlem af en modstandsgruppe, som fik skydeundervisning af en lokal officer. Gruppen kom dog aldrig i aktion og havde våbnene gravet ned i parken ved Holbæk Ladegård – den nuværende Holbæk Kunsthøjskole. Samme sted, hvor Olaf som skolens mælkekusk hver morgen hentede mælk med hestevogn.
Olaf flyttede med familien til Allerød i 1969 og blev kort efter medlem af Allerød Tennisklub, som dengang holdt til på Melchiorsvej. Som søn af en flådeofficer var Olaf indbegrebet af en retlinet (og høj) gentleman og en fair – og god – tennisspiller, der var 'giftig' ved nettet! For mange af klubbens medlemmer har det været et stort privilegium og en glæde at kunne tælle Olaf som en tennisven, hvis noble og sociale adfærd har tjent som eksempel for os alle gennem de mange år.
Olaf dyrkede også 'den hvide sport' i Skovshoved Idræts Forening (SIF), hvor han i 54 år stillede op til en populær herredouble tidligt hver fredag morgen – med efterfølgende morgenmad. Vi er adskillige 'Allerød-kolleger', der gennem årene er fulgt med Olaf til Skovshoved den årle morgenstund – året rundt. I mange år var Olaf desuden medlem af 'Danske Tennis Veteraner' (DTV) og arrangerede samt deltog i mange DTV-arrangementer, inkl. Danmarksmesterskaber.
Olaf læste HD i organisation og var i en årrække ansat hos Siemens A/S, hvor han bl.a. var personalechef i 10 år, men i en alder af 60 år besluttede han at blive selvstændig og dannede firmaet 'Krarup-Thomas International ApS', som udfærdiger personprofiler i ansættelsessammenhæng. Som aktiv erhvervsleder var Olaf fra 1984 og i en lang årrække medlem af Allerød Rotary Klub, hvor han var præsident i perioden 1998/99. Han modtog herunder den fornemme udmærkelse Paul Harris Fellow (PHF) prisen.
I Allerød Tennisklub har Olaf Krarup ikke blot markeret sig som en aktiv spiller, men også uden for banen har han betydet meget for klubben – bl.a. som en for klub-økonomien skattet firma-sponsor, som trøjesponsor for kørestolstennisspillerne ved DM og senest i 2018 som generøs sponsor af skilte til de opstillede skulpturer i Tennis/Skulptur Parken. For sin langvarige indsats i klubben blev Olaf tildelt et æresmedlemskab, da han fyldte 90.
I 2008 mistede Olaf sin hustru gennem mange år, Lillian, som også var en aktiv tennisspiller i Allerød Tennisklub. Efter dette tab blev Olaf særlig bevidst om det vigtige i en aktiv og social senior tilværelse, og ud over deltagelse i det internationale forretningsliv holdt han højt op i årene sindet og kroppen i gang med spinning, gymnastik, bridge, gospelsang – og selvfølgelig tennis. Dette fangede nyhedsmediernes opmærksomhed, og under mottoet 'Opskriften på et langt liv' sendte TV2/Nyheder i 2015 en udsendelse, som fokuserede på Olaf og hans positive livsstil. En typisk bemærkning fra Olaf, når man slappede af efter en tenniskamp, var: "Hvor har vi det dog godt!"
I september 2018 afslørede nye resultater fra befolkningsundersøgelsen 'Østerbroundersøgelsen', der har kortlagt sundhedstilstanden hos 24.000 mænd og kvinder siden 1976, at 'tennisspillere lever næsten 10 år længere end dem af deres artsfæller, der sidder ned og ikke dyrker motion'! Olaf Krarup er et lysende eksempel på konklusionen
'Spil tennis og lev længe'!
Olaf, der boede de seneste år af sit liv i Hillerød, efterlader sig døtrene Anette og Benedikte samt otte børnebørn og seks oldebørn.
Vi er mange, der vil savne Olaf Krarup, men vi vil mindes vort samspil og samvær med Olaf med allerstørste respekt og glæde.
Æret være Olaf Krarups minde.