
Dansk Tennis Forbund (DTF) får med en milliondonation bedre vilkår til at udvikle talenter i håbet om, at de kan slå igennem internationalt.
Det er midler fra det fælles samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark, Dansk Tennis Forbund og en række danske virksomheder, der nu gør talentarbejdet muligt.
Det skriver DIF i en pressemeddelelse.
Donationen skal hjælpe unge talenter som Clara Tauson, Holger Rune, Elmer Møller, Hannah Viller Møller og Sebastian Grundtvig, som allerede er etablerede spillere på juniorverdensranglisten
De arbejder alle på at slå igennem internationalt.
Derudover skal DTF's talentmiljøer, der allerede er under opbygning, styrkes.
– Talentarbejdet i Dansk Tennis Forbund er inde i en rigtig god udvikling med opbygningen af talentmiljøer i hele landet, siger næstformand i Dansk Tennis Forbund, Thomas Kønigsfeldt.
– Donationen giver ekstra pondus til det arbejde og til bestræbelserne på at understøtte de allerstørste talenters mulighed for at nå deres fulde potentiale.
Det er grundlag for med denne donation, mener administrerende direktør i DIF, Morten Mølholm.
– Vores fælles ambition i DIF og Team Danmark er og har hele tiden været at skabe miljøer med høj kvalitet, hvor talenter får mulighed for at udvikle sig til atleter på højt internationalt niveau, og denne flotte donation er jeg ikke i tvivl om, kommer til at få stor betydning for dansk tennis i fremtiden, siger han.
15-årige Clara Tauson er aktuelt blandt de største danske håb for fremtiden. Hun tog mandag hul på juniorernes Wimbledon med en sikker sejr i første runde.