STENLØSE: Socialdemokraterne i Egedal kan på tirsdag den 22. april klokken 19.00 i byrådssalen i Stenløse byde på et foredrag med Mette Frederiksen. Hun vil med udgangspunkt i Socialdemokratiets børnepolitik tale om børns levevilkår i dagens Danmark. Hun vil også fortælle om børn i daginstitutionerne samt omsorg eller opbevaring. Hun vil givetvis også komme ind på de ti teser, som hun fremsatte i sidste uge.
Mette Frederiksen, der er en meget markant socialordfører for partiet i Folketinget kommer fra Ålborg. Hun blev i 2001 valgt til folketinget for Ballerup Kredsen og siden genvalgt – altid med meget høje stemmetal. For nylig fik Mette Frederiksen "Peter Sabroe Klubbens Hæderspris". Prisen uddeles på Peter Sabroes fødselsdag og gives til en person, der på "bemærkelsesværdig vis har skildret vilkårene for svage grupper i samfundet". Mødet er offentligt og alle er velkomne. Der vil være gratis adgang.