Analyse af Thomas Larsen, politisk redaktør
Den tidligere radikale leder, Niels Helveg Petersen, sagde ofte, at den virkelige test for en politisk leder består i, om han eller hun har mod til at gå imod sine egne.
Dette mod udviser statsminister, Mette Frederiksen, netop nu med SVM-regeringens plan om at skrotte store bededag som helligdag fra 2024. Man kan være for eller imod forslaget. Men dristigt er det.
Mette Frederiksen bliver da også rost af blandt andre den tidligere socialdemokratiske finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, som selv har været med til at træffe upopulære beslutninger.
Ifølge Bjarne Corydon burde der i den offentlige debat og mediernes dækning være mere fokus på, at regeringen vil øge arbejdsudbuddet og styrke dansk økonomi. Han lægger vægt på, at vi som nation står over for udfordringer, når der i de kommende år skal investeres i velfærd, grøn omstilling og en markant oprustning af forsvaret.
Han peger også på, at de partier, som skyder løs på regeringen, ikke ligefrem brillerer med alternative forslag til finansiering. De vil gerne bruge penge, men de gør ikke meget for at finde dem, lyder det fra Corydon.
At anerkendelsen kommer fra netop Bjarne Corydon, vil dog næppe glæde Mette Frederiksen.
Tværtimod har hun ofte fremmanet den socialdemokratiske regeringsperiode fra 2011 til 2015 som et skræmmebillede. Her var Helle Thorning-Schmidt statsminister, Bjarne Corydon var hendes bundloyale finansminister, mens den radikale leder, Margrethe Vestager, var en ekstremt magtfuld økonomiminister.
Mange fagøkonomer har siden rost dette triumvirat for at føre en ansvarlig økonomisk politik.
Men set med Mette Frederiksens øjne blev den politiske regning for stor: De Radikale tvang S og SF til at droppe store dele af deres økonomiske politik. Borgerlige reformer blev indarbejdet i regeringens politik. Man kom i karambolage med fagbevægelsen – blandt andet på grund af et mislykket forsøg på at fjerne en helligdag – og man gennemførte en dagpengereform midt i nedgangstider, hvor det var svært for ledige at finde et nyt job.
Da Mette Frederiksen blev S-formand i 2015, strammede hun ikke kun udlændinge- og retspolitikken. Nej, hun nedtonede også behovet for arbejdsudbudsreformer og lagde mere vægt på for eksempel socialpolitik, og forud for valget i 2019 fremlagde hun ideen om en pension til mennesker, som var nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet.
Med dannelsen af SVM-regeringen har Mette Frederiksen imidlertid taget et nyt sving, som på flere punkter bringer hende væk fra den kurs, hun selv førte S ind på. Foreløbigt er det gået godt: Hun indkasserede et flot valgresultat, hun har skabt en bred regering, og i alle målinger er S fortsat landets suverænt største parti.
Alligevel er advarselslamperne begyndt at blinke, og det skyldes især forslaget om at sløjfe store bededag.
Forslaget kom uden nogen form for forberedelse af befolkningen, og det blev solgt på en måde, som nemt kan opfattes manipulatorisk. For selv om de fleste vælgere gerne vil bruge flere penge på forsvaret, passer det ikke, når regeringschefen siger, at sløjfningen af store bededag alene skal bruges til at finansiere oprustningen.
Regeringen har også fastslået, at partierne i Folketinget skal acceptere afskaffelsen af helligdagen for at kunne deltage i forhandlingerne om forsvarets fremtid. Det krav har fået stribevis af partiledere til at kalde regeringen for magtfuldkommen, og i værste fald får de vigtige forhandlinger en elendig start på den baggrund.
Gennem hele forløbet har regeringen virket underligt uforberedt på kritikken, som både har været hård og omfattende:
Landets biskopper har offentligt protesteret mod, at regeringen så direkte bryder ind i kirkens forhold og fjerner en helligdag, som ovenikøbet er centrum for mange konfirmationer.
I fagbevægelsen er man vred over, at forslaget om at skrotte en helligdag skaber uro i de i forvejen uhyre følsomme overenskomstforhandlinger. Da regeringens forslag til, hvordan helligdagen skal afskaffes, blev sendt ud torsdag, blev det mødt af hård kritik fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). FH-formand, Lizette Riisgaard, beskyldte regeringen for at hamre en betonpæl igennem den danske aftalemodel: ”Det er vi dybt chokerede over, og vi finder det direkte utilstedeligt,” udtalte hun.
Dermed befinder Socialdemokratiets forhold til fagbevægelsen sig på et lavpunkt, og det kan koste dyrt politisk, hvis overenskomstforhandlingerne går galt, og hvis fagbevægelsen lægger ansvaret for en konflikt på regeringen.
Derudover er der kommet protester fra Socialdemokratiets bagland. Det er bemærkelsesværdigt, for hvis der er én ting, som har kendetegnet Frederiksens formandstid, har det været en udpræget harmoni internt i partiet og en nærmest overvældende opbakning til hende.
Det vil være en stærk overdrivelse at sige, at der er tale om et oprør, for sådan er situationen ikke i S. Men i politik får man ofte først øje på vendepunkterne, når katastroferne er indtruffet. Om det bliver sådan for Mette Frederiksen, er det endnu for tidligt at afgøre, men der er ingen tvivl om, at hun nu udfordrer sine egne.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.