Analyse af Thomas Larsen, politisk redaktør
”Gør som 450.000 danskere: Skriv under på at bevare store bededag.”
Sådan lyder opfordringen i den overskrift, der fanger øjet, når man taster sig ind på hjemmesiden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Man behøver i det hele taget ikke at orientere sig i mange sekunder, før det står klart, at FH er i kampagneberedskab.
Underskriftindsamlingen støttes af en række fagforbund i sværvægtsklassen. Det gælder organisationer som 3F, HK Danmark, FOA, Dansk Metal, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening, BUPL og Fødevareforbundet NNF. Kort sagt forbund, der tæller titusinder af medlemmer.
Derudover har FH – ligeledes på vegne af forbundene – indkaldt til demonstration på søndag fra kl. 14-16, hvor fagbevægelsens spidser og medlemmer vil samle sig i protest foran Folketinget.
Det er den samlede SVM-regering, som fagbevægelsen protesterer imod, men der er næppe tvivl om, at frustrationerne især er rettet mod Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.
Set med fagbevægelsens øjne har regeringschefen ansvaret for at have sat gang i planen om at fjerne helligdagen, og det er også Frederiksen, som ifølge bevægelsen bærer ansvaret for at ville trumfe forslaget igennem uden nogen form for dialog.
I et indlæg på FH’s hjemmeside giver organisationens formand, Lizette Risgaard, udtryk for sin skuffelse over, at regeringen ikke har valgt at forhandle med fagbevægelsen. Hun fremhæver, at forbundene altid er klar til at forhandle, og at de gjorde det under såvel corona-krisen som finanskrisen for at nå frem til holdbare løsninger.
”Demonstrationer og aktiviteter uden for forhandlingslokalet bliver aldrig nogensinde normen i Danmark. Medmindre man helt grundlæggende piller ved den danske model. Medmindre man ikke vil forhandle,” skriver Lizette Riisgaard og tilføjer: ”Og det er jo den situation, vi er i. Det er ikke fagbevægelsen, der er blevet radikaliseret. Om nogen er det regeringen.”
Set med Lizette Riisgaards øjne bryder regeringen med den danske model gennem 125 år, som groft sagt betyder, at lønmodtagere og arbejdsgivere sammen indgår frivillige aftaler om forholdene på arbejdsmarkedet. Hun understreger, at hun gerne ville have forhandlet med regeringen, men hun noterer sig, at det ønsker regeringen ikke, og derfor har fagbevægelsen iværksat underskriftindsamlingen og kaldt til demonstration.
Trods den indædte kamp må Riisgaard og de øvrige faglige ledere nok indstille sig på, at de taber. Alt tegner til, at Mette Frederiksen står fast på sin beslutning, og regeringen råder som bekendt over sit eget flertal.
Da Frederiksen i weekenden mødte stribevis af vrede og bekymrede partifæller til et nytårsstævne, gjorde hun det da også klart, at når man har ansvar for at lede et land, skal man kunne træffe svære og upopulære beslutninger. Og det har hun tænkt sig at gøre. Hun var ærgerlig over, at nogle medlemmer har forladt S, men hun konstaterede, at poliske uenigheder ikke kan undgås. ”Det har der altid været, også under min ledelse, og sådan vil det nok også være om 5, 10 og 50 år,” sagde hun.
Med de ord forsøger hun at nedtone betydningen af protesterne fra baglandet og slagsmålet med fagbevægelsen. Hun har også fat i en reel pointe, når hun siger, at Socialdemokratiets historie er fuld af interne opgør i partiet og konflikter med fagbevægelsen. Alligevel er det en sandhed med modifikationer, når hun forsøger at iscenesætte den nuværende situation som normal. For den er alt andet end normal.
Hvis der er noget, som har kendetegnet Frederiksens tid som S-formand, er det fraværet af konflikt i parti og bevægelse. Jo, bølgerne gik højt, da sygeplejerskerne strejkede. Men bortset fra det har Frederiksen fået stærk støtte fra parti og bevægelse. Faktisk skal man langt tilbage i historien for at finde en periode med større harmoni i S.
Det er imidlertid denne fortælling, som nu er kastet op i luften. For i disse uger hører man partifæller protestere i fuld offentlighed, man ser en fagbevægelse, som mobiliserer, og man ser en markant nedtur for S i målingerne.
I S-toppen tager man – foreløbigt – roligt på protesterne. Her er man overbevist om, at det er rigtigt og ansvarligt at sløjfe store bededag, og man peger på, at der er lang tid til næste valg, hvilket betyder, at der er god tid til at reparere på skaderne.
Spørgsmålet er, om S-toppen får ret. Måske gør de. Men da Poul Nyrup Rasmussen som statsminister justerede kraftigt på efterlønnen, blev han aldrig tilgivet, og han tabte derpå magten. Og da Helle Thorning-Schmidt som ny regeringschef accepterede at føre radikal økonomisk politik, sled det så hårdt på både parti og regering, at hun kun fik én periode i Statsministeriet.
Mette Frederiksen er mere populær end sine forgængere. Men internt frygter flere, at hun leger med ilden.
Ender overenskomstforhandlingerne i konflikt, vil fagbevægelsen give hende skylden, og hvis medlemmerne bliver tilstrækkeligt vrede, kan følgerne blive mange. Det kan føre til, at nogle forbund skærer i den økonomiske støtte til S, hvilket vil svække partiets valgkampmaskine. Dele af fagbevægelsen kan ende med at blive mere venstreorienteret og styrke båndene til Enhedslisten – hvilket man har blik for i liste Ø. Det kan i næste omgang medføre, at dele af bevægelsen fremover bliver mere konfrontatorisk.
Også overfor Socialdemokratiet.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i det politiske program ‘Mandat’, der sender live onsdage kl. 11.05 på Radio4.
