Merkel får hug for hæder til Westergaard

Formanden for tyrkerne i Tyskland og andre muslimer kritiserer kansler Merkel, fordi hun deltog i prisoverrækkelse for Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Forbundskansler Angela Merkel overrækker pressens frihedspris til Kurt Westergaard i går i Potsdam.
Forbundskansler Angela Merkel overrækker pressens frihedspris til Kurt Westergaard i går i Potsdam.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, får alt andet end ros for hyldesten til den danske Muhammedtegner Kurt Westergaard.

Flere fremtrædende tyske muslimer langer ud efter Merkel, som onsdag var med til at overrække medieprisen M100 til Westergaard for sit "ubøjelige engagement" for presse- og ytringsfriheden.

– Selvfølgelig skal pressefriheden forsvares, men tidspunktet for prisuddelingen var alt andet end heldig, siger formanden for den tyrkiske menighed i Tyskland, Kenan Kolat, til avisen Rheinische Post.

Han beskylder Merkel for at mangle "interkulturel kompetence", fordi hæderen til manden, der tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, rammer lige ind i en heftig tysk debat om integration.

Thilo Sarrazin, et socialdemokratisk bestyrelsesmedlem af centralbanken, har nemlig i en kontroversiel debatbog langet særdeles hårdt ud efter muslimske indvandrere, der ikke er integreret.

Forbundspræsident Christian Wulff skal nu afgøre, om Sarrazin skal fyres fra banken, samtidig med at SPD også overvejer at smide den tidligere finanssenator fra Berlin ud af partiet.

– Det må være politikkens mål at nedbryde fordomme mod muslimer, siger Kolat, der heller ikke kan forstå, at Westergaard skulle hædres, mens muslimernes fastemåned ramadanen står på:

– Mange muslimer opfatter det som en fornærmelse lige netop nu at hædre en, der i sådan en grad har såret muslimernes følelser.

– Mange muslimer vil med rette spørge sig, hvor troværdig regeringens integrationspolitik er. Vi har i årevis prøvet at styrke den mellemfolkelige dialog – jeg havde forventet mere forståelse fra kansleren, siger han til avisen.

Også formanden for muslimernes centralråd i Tyskland, Ayyub Axel Köhler, mener, at der nu igen bliver hældt benzin på bålet.

– I det hele taget er det et problem, at mange politikere nægter at forholde sig til fjendtlighederne mod islam, siger han til Mitteldeutsche Zeitung.