Jens Overgaard, Dagbladenes Bureau
Et skarpt, men tungt styretøj, der kræver Skipper Skræk-arme, en undervogn så hård som en sæbekasse, adgangsforhold så bøvlede som til en jordhule. Og så lige en hidsig, larmende centermotor smidt i nakken, sådan for at fuldende de brillante køreegenskaber.
Den beskrivelse har i mange år matchet Lotus sportsvogne, uanset om modellen hed Elise, Exige, Europa eller Eleven.
Men ikke længere. Med Evora – den første nye Lotus-model i 13 år – er det hæderkronede britiske bilmærke rykket et trin op ad evolutionsstigen, så man ikke længere behøver føle sig som en neanderthaler bag rattet. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med racing-fornemmelsen og den direkte kontakt mellem mand og maskine, der er en del af Lotus' charme, men det er lykkedes at gøre Evora civiliseret, samtidig med at man har bevaret alt det, som gør en Lotus sjov at køre: Det fantastiske vejgreb, den sublime kørestilling og det lynhurtige afsæt.
Lotus selv siger, at den nye model, der starter fra 1.264.000 kroner, er en direkte konkurrent til komplette sportsvogne som Porsche Cayman, der sagtens kan bruges som hverdagsbil. Det skal selvfølgelig prøves af: Derfor er det også med forventningens glæde, at vi henter den engelsk indregistrerede testbil.
Det første indtryk er overvældende. Med sine slanke front, lave hofteline og afrundede hæk med kølehuller, hvor en lille glasbagrude giver kig til maskinen – en 3,5 ltr. V6 Toyota på 280 hk, som de engelske teknikere har optimeret – er Evora på mange måder en klassisk Lotus.
Men designet har en X-faktor, som løfter den ind i en ny klasse. Det mener også filmstjerner som Daniel Craig, George Clooney og Kevin Spacey, der ifølge sladderpressen sammen med mange andre filmstjerner har skrevet slutsedler, fordi de synes, det er cool at blive set i en Evora.
Føling med det hele
Vi sætter os bag rattet og går The Star Quality efter i sømmene. Det sker ganske uden besvær.
I bedste Lotus-stil skal vi stadig over en brønd ned til cockpittet, og pedalerne sidder stadig tæt i bedste racing-stil. Men det kræver ikke overmenneskelig akrobatik. Bag rattet sidder vi også ganske mageligt – og fast – i skålsæderne.
Efter et kvarter bag rattet er mundvigene krøllet op i et smil, og da der er gået en halv time, griner vi begejstret. Evora holder. Og det i en sådan grad, at den salige Lotus-grundlægger Colin Chapman helt sikkert ville være stolt. Også selv om bilen med en vægt på små 1.400 kilo er tungere end de vævre letvægts-konstruktioner, mesteren ellers har haft som en del af filosofien.
Evora er komfortabel, men uden at gå på kompromis med fornemmelsen af at have føling med hvert eneste hjørne af bilen. Styretøjet er nok tungt, men ikke umuligt, og det er skarpt som et rageblad. Motoren, der er placeret midtskibs lige over den trækkende aksel, som vi kender det fra Ferrari og Lamborghini, ligger der bare, hele tiden på lur – ikke anmassende, men med masser af power, når det er nødvendigt.
Det sker for alvor, når bilen med et tryk på en knap sættes op i Sport-mode. På papiret klarer Evora 0-100 km/t på 5,1 sekunder. Det lyder slet ikke urealistisk. Og føles i bedste Lotus-stil næsten hurtigere.
Det kan dog undre, at teknikerne tillader et gearskifte med så lang en vandring, selv om gearkassen virker præcis som et urværk. Vi savner fornemmelsen af at kunne skifte med små klik og håndvrid. Men fabrikken ved det godt, og en ny og mere sportslig gearkasse kan leveres fra september.
Vores model er en forserie-udgave, så finishen hæves på de modeller, der kommer til Danmark. Vi kan dog alligevel undre os over, at knapperne til blandt andet lys og sportsopsætning er billige relæstyrede og med kontrollamper, der er umulige at aflæse, og som minder om panelet på et tarveligt Bilka-stereoanlæg.
Vi smiler endnu
Vores testbil er med et lille bagsæde, der er ekstraudstyr. Dermed lægger Evora sig i slipstrømmen på Lotus-modeller som Elan+2, Elite, Éclat og Excel.
Bagsædet er dog så minimalt, at selv børn vil få krampe i benene efter få meter, så det er mest til håndtasker. Men 2+2-modellen til 1.339.000 kroner byder i alle tilfælde på lidt mere anvendelighed end grundudgaven. Så der er god fornuft i at spendere lidt mere, når du nu er i gang.
Udstyrsmæssigt byder Lotus Evora på det mest basale.
Modellen har blandt andet aircondition, men kun to airbags, mens Lotus egen Traction Control, der er en mere simpel udgave af ESC-antiskrid, udgør en del af bilens elektroniske sikkerhedsnet.
På bundlinjen står en model, som på mange måder signalerer nye tider for Lotus. Og som kombinerer det bedste fra flere verdener: Den kan bruges som hverdagsbil – men du skal altså leve med et bagagerum på minimale 160 liter – og brændstoføkonomien på 11,5 km/l er heller ikke afskrækkende. Og så byder den på så meget køreglæde, at minusdage ikke kan undgå at blive til plusdage. Her på redaktionen er vi ikke i tvivl: Vi smiler endnu. Og bredt!