Masser af kultur i mørket

Så er det igen tid til kulturnat i Gentofte. I år er det ganske gratis at deltage

Musik, dans, rundvisninger og åbne døre – Gentoftes store kulturmarathon løber i år af stablen fredag den 18. september med mere end 30 arrangementer for store og små.

GentofteNatten er en ideel anledning til at hive børnene med på en stemningsfuld aftentur.

Er du parat til en tur i bølgerne, så kan du blive iført snorkel og våddragt og lære at snorkle med Danmarks Akvarium. På Ordrup Bibliotek kan du se en danseforestilling i særklasse, når Freestyle Phanatix, der allerede er set af over 500.000 mennesker, går på scenen.

På Gentoftegade Bibliotek er der mulighed for at være kreativ med en limpistol og krea-forfatteren Sille Kongstad, og for de eventyrlystne er der skattejagt på Garderhøjfortet.

Øregårdsparken danner traditionen tro rammen om en 'Sensommer Lysfest' med papirbåde på søen og levende lys. Unik lydkunst

Blandt årets store arrangementer er en mulighed for at opleve lydkunst i en såkaldt Sound Cube (et stort telt), som rejses i Øregårdsparken.

Du kan kombinere det med et besøg på Hovedbiblioteket, som hele aftenen vil genlyde af jazz med Dahl/Vinding/Riel Trio og Rasmus Kjærsgaard/Marko Martinovic/Thomas Præstegaard Trio. Det er gratis

GentofteNatten er for første gang i år gjort gratis, hvor det tidligere har krævet køb af et kulturpas for at deltage.

Ordrupgaard tager som de eneste entré, og derudover kræver enkelte angivne arrangementer pladsbooking, da antallet af pladser er begrænsede.

Årets kulturnat i Gentofte er i år centreret omkring to oplevelsescentre: ét omkring Bernstorff Slotshave og ét omkring Hellerup ved Hovedbiblioteket. Det giver mulighed for at tage et enkelt sted hen og få en masse oplevelser, der ligger i gåafstand.