efter ebola: Peter Bo Jørgensen, der også er formand og initiativtager til den Vestegnes-baserede ulandsforening Masanga, har netop været på et 14 dage langt besøg på hospitalet i Sierra Leone. Det var han sammen med foreningens næstformand, Susanne Haas.
Det er første gang de var på besøg på hospitalet efter den forfærdelige ebola-virus har sluppet sit tag i det hårdt plagede vestafrikanske land.
»Det var en stor glædens dag den 24 april i år, hvor vi kunne slå porten op for patienter igen. Stille og roligt begynder patienterne at få tillid tilbage til hospitalerne og der kommer flere og flere patienter til Masanga hospitalet daglig,« fortæller Peter Bo Jørgensen.
Hospitalet har forberedt sig på genåbningen gennem længere tid og fået ekstraordinære donationer fra en række forskellige partnere og grupper, som støtter op om Masanga hospitalets vigtige arbejde for at styrke et bæredygtigt sundhedsvæsen. Der er blevet etableret et modtage-område med screenings- og isolationsfaciliteter, således at alle patienter i princippet opfattes som ebola-mistænkte. Der har dog heldigvis ikke været tilfælde de sidste fire måneder.
»For tiden modtager vi daglig mellem 50-60 patienter i den ambulante klinik og der er lige for tiden 37 patienter indlagt. De gravide kvinder, der nærmer sig fødslen, begynder at komme til hospitalet igen og de fødsler, der har været på hospitalet, er gået fint med både levende mor og barn,« oplyser Peter Bo Jørgensen.
De kirurgisk aktiviteter er genoptaget og træningsprogrammet i kirurgi er i gang igen. Sygeplejeskolen er genåbnet og der summer af god energi og lyst til at lære overalt på området.
Til september vil foreningen stå for et informationsarrangement, hvor interesserede vil kunne blive opdateret på hvad der skete i forbindelse med besøget. Man kan melde sig ind i foreningen og læse nærmere på www.masanga.dk