Marokko skærper sikkerheden for turister efter dobbeltdrab

Efter drabet på en dansk og en norsk turist i Atlasbjergene skærper Marokko reglerne for turister i området.

Marokko vil øge sikkerheden for turister, der tager på vandretur i landet.

Derfor har politiet i det nordafrikanske land indført nye, skærpede regler for turisters færden i Atlasbjergene.

Det skriver det norske medie Dagladet.

Tiltaget kommer, halvanden måned efter at to unge kvinder fra henholdsvis Danmark og Norge blev dræbt under en vandretur i Atlasbjergene i Marokko.

24-årige Louise Vesterager Jespersen fra Danmark og hendes veninde 28-årige Maren Ueland fra Norge blev fundet døde 17. december nær landsbyen Imlil.

De var blevet udsat for knivstik og efterfølgende halshugget.

Ifølge de nye regler skal alle turister, der tager på vandretur i Atlasbjergene, have følgeskab af en autoriseret guide.

Det er ikke tilladt at sove i telt, og man må ikke påbegynde en vandretur mod Nordafrikas højeste punkt, Toubkal, efter klokken 16.

Desuden anbefaler politiet i provinsen Al Haouz, at der oprettes fire politiposter på vejen op fra landsbyen Imlil til Toubkal. Alle turister og andre, der bevæger sig op i bjergene i dette område, skal registreres og tjekkes.

De marokkanske myndigheder har tidligere oplyst, at drabssagen fra Atlasbjergene betragtes som terror.

Foreløbigt er 22 personer anholdt i sagen.

En uge inden drabene på Louise Vesterager Jespersen og Maren Ueland udsendte fire af de anholdte en video, hvor de sværger troskab til Islamisk Stat.

En af mændene på videoen – den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud – menes at være hjernen bag drabet. Han skal ifølge de marokkanske myndigheder have begået drabet sammen med to andre: den 27-årige snedker Younes Ouaziyad og den 33-årige gadesælger Rachid Afatti.