Mand på Lolland menes indebrændt mens samlever gik tur

Politiet vil mandag undersøge omfattende brand i en landejendom i Slemminge syd for Sakskøbing.

Efterforskningen af en brand i en landejendom på Lolland vil også involvere specialuddannede brandteknikere.
Efterforskningen af en brand i en landejendom på Lolland vil også involvere specialuddannede brandteknikere.

En mand formodes at være omkommet under en voldsom brand i en landejendom syd for Sakskøbing søndag morgen, oplyser politiet.

Såvel mandens samlever som en chauffør i en lastvogn slog uafhængigt af hinanden ved seks-tiden alarm om ilden i huset i Slemminge, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De nærmere omstændigheder ved branden og de mulige årsager er det søndag for tidligt at udtale sig om, lyder det.

Først mandag vil man lede efter resterne af den savnede mand på stedet, og indtil da vil det være afspærret, oplyser vagtchef Jan Nielsen.

Ilden udviklede sig meget voldsomt, og skaderne er så omfattende, at ejendommen er styrtet sammen. Kun ydermurene står tilbage.

Mandens kvindelige samlever var ikke hjemme. Hun var ude for at gå tur med hunden, oplyser politiet.

Mandag ventes specialuddannede efterforskere at gennemgå stedet i et forsøg på at klarlægge, hvordan branden opstod og udviklede sig.

Godt 15 brandfolk har deltaget i bekæmpelsen af flammerne, oplyser Lolland-Falsters Brandvæsen til folketidende.dk.

– Det var en usædvanlig brand, hvor hele huset var overtændt, siger indsatsleder Johnny Rasmussen.